Det er fredag morgen 1. november. Det er mørkt udenfor, og her er stille. Helt stille. Der kommer ingen lyd ud af min radio.

Jeg stirrer på den og kan næsten ikke begribe, at det var det.

Aldrig mere skal jeg lytte til Radio24syvs programmer. Ingen morgenflade. Ingen Millionærklub. Og senere i dag kommer Ditte Okman ikke og sladrer løs. Og bagefter skal jeg ikke muntres op af 'Er du sunshine'-drengene.

Taleradioen er forstummet.

2010 var dengang, hvor vi, der havde rundet de 30 og selv havde fået børn, holdt fast med det yderste af neglene i P3, selvom der blev længere mellem snapsene.

'De sorte spejdere', 'Monte Carlo' samt Huxi og Karen kom og forsvandt, og til sidst var der kun lørdagsfladen med blandt andet 'Mads og monopolet' tilbage til os. Lørdagsprogrammerne røg siden over på P4 – vi røg med.

I de år kom Radio24syv med taleradio, som vendte op og ned på det hele.

Radio24syv var konstant kilde til samtaler med familie, venner, og bekendte: Hørte du Hassan Preislers interview med Tobias Hamann? Eller 'Politiradios' gennemgang af ubådssagen?

Eller den morgen, en fortvivlet mormor fortalte om sine børnebørn, der var stukket af fra alkoholiske forældre og nu gemte sig hos hende?

Hørte du 'Finnsk terapi', 'Fredagsbar', 'Croque monsieur', 'Cordua og Steno', 'Det røde felt', 'Rushys roulette', 'Bearnaise er dyrenes konge', 'Den korte radioavis'? Programmer, som jeg ofte satte uret efter. Fordi der var tid.

Ikke noget med: 'Du har 35 sekunder til at svare, inden det næste musiknummer'. Nej, tid! Til at interviewe, indtil man følte, man havde fået et svar.

Disse er grunden til, mine børn er vokset op med en konstant kvidrende radio i køkkenet, i bilen, i haven. Vi lyttede sammen, klistret til højttalerne, mens vi følte verden åbne sig med programmer om politik, samfund, indvandring og holdninger frem for alt.

Da jeg fortalte mine børn, at Radio24syv skulle lukke, reagerede de nærmest, som om nogen var død.

Lukningen kan vi så takke – i og for sig nogle ganske få – politikere for. Og dernæst et radionævn, som trods massiv kritik om vildledning fastholder beslutningen: Radio24syv passede ikke ind i algoritmerne!

Jeg er rystet (og der skal ellers noget til). Man har proppet kultur ind i et pointgivningssystem, som tragikomisk nok ingen pointe har. I stedet får de unge nu Radio LOUD. Hvaffor unge? Dem på 15-25?

Tag de seneste 10 års 20 populæreste radioprogrammer og lav en aldersanalyse, og fortæl mig så, hvad det er, de unge lytter til.

LOUD kan ingen have noget imod, idet ingen kender dem. Men jeg forstår, at de er i fuld gang med at ansætte folk. Det skal blive spændende at se, hvem der tør sige ja til værtsrollerne, for er det i virkeligheden ikke selvmord for åben mikrofon?

Jeg mener, uanset hvem man måtte hyre, vil de blive sammenlignet med Radio24syvs værter, som gang på gang genopfandt mediet. God fornøjelse siger jeg bare.

Kommunikationsrådgiveren Benny Damsgaard skriver i Altinget denne uge: »Lige så god som Radio24syv har været til at puste liv i taleradioen, lige så dårlig har stationen været til at passe politisk på sig selv. Den har gennem årene gjort alt, hvad den kunne for at skubbe potentielle politiske venner fra sig ved igen og igen at opføre sig umodent og uprofessionelt.«

Umodent!? Prøv lige at lytte til P3. Siden hvornår er modenhed blevet et kriterum for at lave radio? Og uprofessionelt? Benny Damsgaard bekræfter lige præcis det, der er så oprørende: at man skal holde sig gode venner med politikerne, for ellers... ellers hvad?

Hvad er det for en slet skjult trussel, man åbenbart skal forholde sig til, hvis man vil være en statsstøttet radio? Den slags, troede jeg, henhørte til andre regimer.

Det triste består i, at der er gået provinspropagandistisk politik i noget, som handler om noget så særegent som populær radiokunst. Det kan ikke måles med tommestok og styres med gps.

Det er noget, der opstår, når der er et kraftfelt. Sådan et kraftfelt var der. Gennem otte år i vores hovedstad. København. Nu er det splintret. Det er slut. Og det er utilgiveligt.