Jeg sidder i skrivende stund i Amsterdam, en middelalderby som på mange måder minder om København.

Jeg har ikke været her siden jeg var barn, men nu sidder jeg altså ud til en af kanalerne og spiser min frokost.

Og én ting har ændret sig markant, siden jeg sidst var her: Her er coffeeshops overalt, og som alle nok ved, så er en coffeeshop i Amsterdam et sted, hvor man køber hash. Det vender jeg tilbage til.

Jeg husker lige så tydeligt i starten af 80’erne, da man begyndte at afholde karneval i København. Det var spændende, ja eksotisk. Det var selvfølgelig en anelse køligere end i Rio, men det afholdt ikke sambapigerne fra at danse gennem gaderne iført g-streng og strudsefjer.

Min veninde Klara og jeg var hvert år på pletten med masser af farverig makeup og kostumer, som stammede fra mine forældres grandprix-garderobe. Det var, som om hele København festede og glædede sig til at se pinsesolen danse.

Jovist, der fulgte da nogle kollektive tømmermænd dagen derpå, for optogene og de mange feststemte mennesker efterlod sig en del skrald. Og det var næsten, som om det over årene blev værre med de knuste flasker og fulde mennesker, der tågede rundt.

Jeg og mange andre mistede interessen for den folkefest, der var ved at ryge ud af kurs, og det undrer mig egentlig, at det kunne fortsætte helt ind til 2012.

Karnevals-euforien gik i arv til den lillebror, som kom til verden i 1998: Distortion, Københavns største gadefest. Også her har der været ballade om affald og støj og ubehag for beboerne i indre by.

På Wikipedia står der til gengæld om Distortion: 'Politiet vurderede, at festivalen trods det store fremmøde blev afviklet uden problemer og uden anden uro, end hvad der er forventeligt en almindelig dag', og angående en oprydningsaftale indgået i 2013 med Københavns Kommune står der: 'Efter at denne aftale er indgået med kommunen, er kritikken af affald efter festivalgæsterne stort set ophørt'.

Gad vide, hvem der har redigeret den side på Wikipedia, for senest var oplevelsen, at gaderne stank af tis, at opgangene var overpissede, at der lå skrald overalt, som ganske vist blev fjernet, men som den almindelige beboer gerne var helt fri for.

Og det er sådan set ikke en kritik af arrangørerne, som gør alt for, at festivitasen kan finde sted uden gener. Problemet er, at selvom der er opstillet nok så mange pissoirer og toiletvogne, så benytter folk dem ikke. Med andre ord: Også den fest er på vej ud af kurs.

Og det er dette, der bringer mig tilbage til Amsterdams coffeeshops. Jeg sidder her og spiser min frokost i en af de få beværtninger, hvor man ikke kan købe hash.

Og hvad der er virkelig irriterende er, at jeg har måttet gå langt for at finde et sted, hvor der ikke var den der lugt af afbrændt plante, som jo stammer fra de mange joints, der ryges her. En lugt, jeg normalt ikke tager anstød af, men som i denne by er så gennemtrængende og omsiggribende, at det faktisk er et problem. Her STINKER over det hele!

Den hashpolitik, man har åbnet op for i Holland (det er ikke lovligt her, men man accepterer salg af mindre end 5 gram), har gjort byen til et voldsomt ucharmerende sted. Her er ellers spændende forretninger og mennesker, der cykler rundt i de smukke bydele, men stanken er ét, noget andet er det publikum, hashen tiltrækker.

Jeg kan ved selvsyn konstatere, at jordens bærme flokkes her. Det er, som om Europas tandløse og mest forhutlede ungdom er kommet for at lade deres endnu levende, jordiske rester rådne op. Sådan ser de ud. Sådan lugter de, og sådan opfører de sig: De virker helt ligeglade med alt. Ikke mindst sig selv.

Det er så trist at se på, og jeg må sige, at dette efter to dage i byen er mit generelle indtryk, hvor gerne jeg end ville udtrykke noget andet. Ligesom med karneval og Distortion virker det, som om en god idé – noget der skulle have været en fest – er røget ud af kontrol, fordi vi mennesker ikke kan finde ud af at styre det. Jeg håber virkelig ikke, man vil tillade coffeeshops i Danmark.