Jeg tror, jeg har været sådan cirka 80 år gammel inde i hovedet, lige siden jeg var teenager.
Jeg siger det uden fortrydelse, for jeg kan godt lide det, men kan forstå (på et radioprogram, der kører lige nu), at hvis man ikke er i udvikling, så er man i afvikling. Ergo må jeg meget snart være krematorieklar.
Nogen har truffet en beslutning om, at hvis man har en gammeldags indstilling, så er man en dinosaur, der vandrer durk mod undergang, og det undrer mig, for når jeg fortæller, hvordan jeg lever, oplever jeg ofte, at det bliver opfattet som noget eksotisk frem for et røvsygt, gammeldags liv:
Jeg har både fjernsyn, cd-afspiller, pladespiller og såmænd også en båndoptager, som – ret skal være ret – jeg aldrig bruger. Jeg har beholdt en stribe cd'er. Og det til trods for, at jeg stort set altid lytter til Spotify. Jeg har lavet en større oprydning i min samling og beholdt favoritter samt cd'er, man ikke kan få på de digitale enheder.
Jeg er også hende, der har en dampstrygerulle. I ved, sådan en hvor man kan glatte sengetøj, viskestykker og meget andet – måske det apparat, der vækker mest misundelse. Dog hørte jeg også i radioen, at strygejern er noget, man først anskaffer sig efter de 40.
I min verden er det åndeligt forfald ikke at eje et strygejern, når man flytter hjemmefra. Og det mener jeg faktisk. I en tid, hvor der er fokus på åndelig fattigdom.
For man behøver ikke have lp'er eller dampstrygerulle for at være dannet, men jeg synes simpelthen, vi har skruet så meget ned for forventningerne til os selv og til det at gøre sig umage, at vi har lidt et tab og pillet glæden ud af dagligdagen. Med streg under dagligdagen. For den specielle oplevelse, som skal gøre os til noget særligt, har udspillet sig selv.
Jeg så den anden dag et billede fra Mount Everest, hvor der mere eller mindre konstant er 300 meter kø for at nå op til toppen. Bjerget bugner af bjergbestigere. Tænk, hvis man fortalte disse (primært mænd), at de ville være langt mere spændende, hvis de gad tage en nystrøget skjorte på og lærte at danse!
Neden for bjergene kæmper unge mennesker med at finde deres identitet, og det virker næsten, som om det er de homoseksuelle, der har mest styr på, hvem de selv er. De skal ikke drøne op og ned ad bjerge eller cykle 300 km om dagen for at gøre indtryk.
De dufter af mand, og der kan du tale om smart tøj og nypudsede sko. Om respekt for andre mennesker uden at sætte sin egen identitet i centrum.
Det er de sjoveste og mest velopdragne at være sammen med, og så er de galante over for det køn, jeg kalder 'kvinder' uden at skamme mig. De har bare ligesom accepteret, at mænd og kvinder er forskellige, og at de seksuelle præferencer er lige så naturlige som blandet musiksmag.
Imens er den moderne og yngre verden blevet et fedt – et leverpostejsfarvet sammensurium af allemulig-kønnede væsener, der i mangel på en egentlig tro dyrker sig selv som afguder. Og så er der dem, der er blevet så meget i tvivl om, hvem de er, at de er begyndt at skære i sig selv for overhovedet at føle noget.
De sidstnævnte er primært helt unge mennesker, som vi har kunnet læse en del om i den forgangne uges aviser, og dem har jeg så evigt ondt af.
Jeg får sådan lyst til at invitere dem over i min oldnordiske verden, hvor jeg har droppet de fleste sociale medier, fordi det rager mig langsomt, hvad andre mener om mig. En verden, hvor jeg bruger telefonen til at ringe med (!) og en avis til at holde mig orienteret. Hvor man kan forvente et rent badeværelse, en huskeseddel skrevet med skråskrift og et stykke bacon til morgenmad om søndagen. Helt oldschool.
Jeg lever på mange måder et ret enkelt liv, hvor mantraet er: Pas dit arbejde og opfør dig ordentligt. Hvor mine børn er opdraget efter reglen: Kærlighed og konsekvens. Et levn fra en svunden tid eller eksotisk? Du må kalde det, hvad du vil, men jeg ville ikke bytte for noget i verden.
