Forleden blev Ida Auken vred. Hun blev endda meget vred. Hun blev så vred, så hun skrev et indlæg i dagbladet Politiken.

En muslimsk mand fra en københavnsk moske var mødt op på Ida Aukens kontor, og til Aukens store forbløffelse mente han ikke, at kvinder og mænd er ligestillede, hvilket blandt andet udmøntede sig i, at han ikke ville give Auken hånden, da de sagde farvel.

Ida Aukens vrede er forståelig. Men det er godt nok mærkeligt, at den først kommer nu – efter at hun og hendes parti, De Radikale, i årtier har været bannerfører for slaphed og eftergivenhed i udlændingepolitikken.

Det lugter slemt af hykleri, at Ida Auken først forstår, hvor formørket og middelalderligt disse muslimske mænds kvindesyn er, når hun selv står over for det.

Undertrykkelsen af kvinder, undertrykkelse af ytringsfriheden og modstanden mod demokratiet i disse muslimske miljøer burde efterhånden stå lysende klart for alle.

Jeg har ofte selv oplevet den manglende ligestilling og fornægtelse af frihedsrettighederne i nogle muslimske miljøer.

Man skal ikke have læst ret meget i koranen eller fulgt ret meget med i nyhederne uden at forstå alvoren og hurtigt kunne konstatere den nedslående virkelighed: Vold mod kvinder, æresdrab og alvorlige krænkelser i disse muslimske miljøer.

I Danmark er kvinder og mænd, piger og drenge lige meget værd, man giver hånd til hinanden, og man skal ikke som kvinde gemmes væk.

Det var også derfor, at vi i den tidligere regering indførte et krav om, at man naturligvis skal give hånd, når man modtager sit statsborgerskab – også hvis man får det af en kvinde! - og at man ikke må bære niqab eller burka i det offentlige rum.

Jeg synes, det var næsten lige så nedslående at høre statsminister Mette Frederiksens tale ved Folketingets åbning: Hun anerkendte, at der er problemer, nedslående tendenser og eksempler på anslag mod selve fundamentet af det tillidsbaserede samfund, som generationer af danskere før os har lagt.

Men problemet er, at den nye regering og De Radikale ikke vil gøre noget ved problemet.

Det er tvært imod sådan, så De Radikale – som vanligt – vil lempe udlændingepolitikken, samt at Socialdemokraterne – som vanligt, når de er i regering – også vil lempe udlændingepolitikken.

Den socialdemokratiske regering har således allerede på nuværende tidspunkt peget på 11 lempelser af udlændingepolitikken. Antallet af lempelser, som De Radikale har peget på, har jeg end ikke tal på.

Den triste sandhed er derfor, at den naive og godmodige tilgang, som Mette Frederiksen, Mattias Tesfaye og Ida Auken lægger for dagen, er dybt ødelæggende for sammenhængskraften i Danmark.

For at sige det, som det er: Formørkede muslimske kræfter i Danmark spiller efter helt andre spilleregler, end alle vi demokratiske og frihedselskende danskere gør. De løber med andre ord om hjørner med os, hvis vi ikke meget bastant sætter foden ned og kræver, at det er danske normer og regler, der gælder her. Det er det eneste sprog, disse mennesker forstår.

Jeg vil derfor foreslå Ida Auken, at hun i sit næste indlæg i dagbladet Politiken benytter lejligheden til at støtte både håndtrykscermonien og tildækningsforbuddet.