Vores statsminister beskrev denne uge i Folketingets åbningstale et fremtidigt velfærdssamfund, som jeg selv drømmer om.

Idet jeg tilhører de ressourcestærke, betaler jeg gerne ekstra afgifter, hvis det betyder flere sygeplejersker, mere politi og bedre skoler. Men der er én bestemt afgift, som efter min mening er så forbryderisk, at jeg ikke forstår, Danmark som et af de få lande vil være den bekendt. Dén blev også hevet frem i ugens løb...

At starte en virksomhed op kræver mere end bare en god idé og masser af drivkraft. Der skal snilde og held til. Og penge! Starter man uden penge, får man ret hurtigt brug for lån eller investorer. Med mindre man stadig bor hjemme, selv kan lave alt det digitale arbejde og har adgang til en gratis revisor.

Og det er trods alt de færreste.

Jeg ved det, for jeg har selv startet virksomheder op uden at have penge med hjemmefra. Det er benhårdt, men jeg har undervejs forsøgt at lade mig inspirere af andre iværksættere. Jeg elsker at læse om unge mennesker som Casper Blom, der i en alder af 12 begyndte at samle brugte golfbolde op for derefter at videresælge dem på nettet.

I dag er han i en alder af 27 godt på vej til at blive millionær på sin gode idé. Det lyder simpelt men har jo betydet, at den unge mand arbejder i stort set alle de vågne timer, hvor han ikke går i skole.

Saftsuseme godt gået! Det havde dog nok været et andet game, havde han stået med husleje, kone og børn, der skulle forsørges.

Det siger jeg på ingen måde for at forklejne hans værk, men for iværksætteren kan hverdagens forpligtelser være svære at kombinere med en virksomhedsopstart.

Og manglen på økonomiske midler er oftest det, der tager livet af den gode idé, før den er fulgt til dørs. Derfor er der heller ingen tvivl om, at man er et skridt foran, hvis tegnedrengen er foret.

Flid er godt, men penge gør en reel forskel. Paris Hilton og Victoria Beckham skal begge have point for deres indflydelse på modeverdenen, men det er trods alt en anelse lettere at spendere to-tre millioner kroner på markedsføring, hvis det sådan cirka svarer til, hvad man får ind i renter – om dagen!

Deres pendanter findes i Danmark, og man kan nemt blive misundelig, når man selv har stået og sat alt på spil for at klare sig igennem nåleøjet, fordi der ikke var en pengetank at læne sig tilbage i.

Men jeg vil gerne opfordre alle til at droppe den der misundelse og i stedet glæde sig over, at der findes mennesker, som er med til at skabe arbejdspladser og holde hjulene i gang.

Iværksætteren drives ofte af magt, ære og penge, men når målet er nået, starter næste overvejelse: Skal man sælge og score den store gevinst eller gøre klar til, at børnene kan overtage det, der nu bliver en familievirksomhed?

Det sidste er en ligeså vanskelig manøvre som at starte fra bunden, for det kræver en enorm omstilling og måske årtiers forberedende øvelser. Har man set Per Flys glimrende film 'Arven,' så vil man forstå hvilke omkostninger – også menneskelige – det kan have, når en ny generation skal tage over.

Og det leder mig tilbage til den nye regerings udspil om en forhøjet arveafgift i forbindelse med generationsskifte. En slags jante-skat, som svarer til, at du har boet hjemme hele livet og hjulpet til i huset.

Alt er betalt endda til tiden, og så, den dag dine forældre dør, kommer der nogen og siger: 'Du bor i sådan et stort hus, så kan du godt betale, hvad der svarer til 15% af husets værdi, der nu opgøres til langt mere, end det i sin tid kostede.'

Det er ikke penge, du har. Og de lån, du havde drømt om at optage i banken for at renovere huset og gøre det moderne efter din smag, dem kan du nu i stedet aflevere til staten, fordi nogen synes, du er heldig at have sådan et – efter deres mening - stort hus.

Der findes masser af bittesmå familiedrevne forretninger, for hvem det er en katastrofe og kun kan føles som en misundelse over noget, der har kostet et helt livs slid. Som iværksætter kommer jeg aldrig til at forstå rimeligheden i lige præcis den afgift.

I blogindlægget fremgik det oprindeligt, at Casper Blom er 18 år. Dette er ikke korrekt, og blogindlægget er derfor blevet rettet.