Min respektindgydende og uundværlige psykolog gennem mange år sagde engang til mig: 'Rulle, summen af lidelser er konstant!'

Ordene faldt efter en lang klagesang fra min side. På daværende tidspunkt var jeg netop blevet skilt fra faderen til mine to små børn og havde mistet mit job som direktør i et luftfartsselskab, der var gået konkurs, hvorfor jeg pludselig fandt mig selv som arbejdsløs alenemor uden nogen form for indtægt, men til gengæld med en kassekredit på minus 99.999 kroner.

Da jeg havde beskrevet alle de fortrædeligheder, livet udsatte mig for, gik det nemlig op for mig, at jeg – meget uvant for mig, der jo fejler adskillige ting – ikke havde ondt i noget. Ingenting. Nada.

Siden den dag har jeg abonneret på antagelsen om, at summen af lidelser ER konstant.

Jeg er helt overbevist om, at Vorherre (udskift selv med Buddha, Karma, Allah, Shiva eller hvad der passer på jer) ikke udsætter mig for mere bøvl i livet, end jeg kan magte. Hvis jeg er så plaget af gigtsmerter, at jeg knap kan komme ud af sengen, er jeg ikke samtidig forkølet eller depressiv. Det ville ikke være ligevægtigt, jo.

Denne livsfilosofi har fulgt mig mere end et årti og betyder, at jeg er en grundglad kvinde. Jeg ved jo, at livet ikke kaster mere efter mig, end jeg kan gribe.

Nu er det oktober, og det er mørkt om morgenen. Det blæser også en del. Og regner. Og skatterne stiger. I det hele taget er der nok at være principgnaven over. Men det behøver man faktisk ikke. Alligevel lader det til at være den foretrukne sindsstemning, både på cykelstierne og de sociale medier.

Ældre læsere af klummen her vil måske kunne huske børne-tv-programmerne om Omvendtslev fra slutningen af 70'erne – andre kan (og bør) finde dem på internettet, de er vanvittigt morsomme.

I Omvendtslev vender alting på hovedet, og indbyggerne mener med egne ord – fortolket med smørblød røst af Thomas Winding – at deres tanker er 'blevet rystet på plads', da deres verden blev vendt om. Jeg kunne tænke mig at invitere på et lille rekreationsophold i Omvendtslev. Her vil vi lade os inspirere af blandt andet:

- Folketingsmedlemmer fra den til enhver tid siddende opposition, der fremhæver de gode elementer i den enhver tid siddende statsministers tale til Folketingets åbning og glæder sig til samarbejdet om det, de kan blive enige om.

- 49-årige mænd fra de københavnske forstæder, der iklæder sig lycra i den korrekte størrelse, installerer ringeklokker på deres carbon-racercykler og kører tålmodigt bag ved Anton fra 0.B på cykelstien, indtil han drejer fra 250 meter efter.

- Anonyme Twitter- og Facebook-brugere, der sætter navn og billede på deres profiler og afslutter diskussioner, hvor de gentagne gange er blevet præsenteret for fakta, de ikke bryder sig om, med ordene 'Tak for debatten, jeg er glad for at være blevet klogere på emnet'.

- Kvindelige deltagere i gospelsangkor/sprogkurser/rejseselskaber/foredrag i PolitikenPlus, der uopfordret vinker ukendte mennesker hen til sig, hilser hjerteligt på dem og siger: 'Har du ikke lyst til at sidde her ved siden af mig, jeg kan godt lide at lære nye mennesker at kende – mine veninder ser jeg jo hele tiden.'

- Diæt-, motions- og andre fanatikere, der i al stilfærdighed bare passer deres egne vaner, fordi det er valg, de har truffet for sig selv, som i bund og grund ikke rager andre.

Jeg tror på venlighed. Også over for fremmede.

Mennesker, vi er tæt på, holder forhåbentlig så meget af os, at de ikke kan lade være at behandle os ordentligt. Det er straks sværere med dem, vi ikke kender. Alligevel er der næsten ikke noget, der virker så stærkt, som når ukendte viser os venlighed.

Forleden limede jeg i klodsethed fingrene på min venstre hånd sammen med kontaktlim en halv time før, jeg skulle ud ad døren og moderere en stor debat i en endnu større bank.

Jeg gjorde skaden værre med varmt vand og efterlyste derefter desperat hjælp på Twitter, da min hud efter varmtvandskuren mindede ret meget om gule drageskæl. Omgående fik jeg over 20 gode råd og medfølende beskeder. Det gjorde mig glad (og fjernede drageskællene).

I går sagde den unge pige ved kassen i min Netto: 'Jeg bliver i så godt humør, når du kommer og handler, fordi du altid taler så pænt og fortæller så sjovt.' Men mindre kan skam også gøre det. Du kan fx smile til mig på løbestien i Frederiksberg Have, hvor vi har set hinanden tre gange om ugen i de sidste 15 år. Eller til de næste 10 fremmede, du møder på gaden. Jeg lover dig, det gør ikke ondt. Og det virker også indvendigt.

Prøv det. Oktober bliver så meget bedre.