Vi sad i et selskab primært bestående af mænd, der havde lavet store penge, og deres koner.

Det var i øvrigt utroligt dejlige mennesker at være sammen med, men min mand gjorde mig opmærksom på en ting, som jeg siden har tænkt meget over: 'Prøv at lægge mærke til mændene, når de griner.' Hvert udbrud kom i et langt primalskrig og endte i et HARHAARHAAAR. Hver gang. 'Det handler om, hvem der griner højest,' sagde han.

Det tror jeg var en meget sand analyse.

Det er min påstand, at det er sådan, standup-comedy har fået sin suveræne førsteplads i min branche som den genre, der hiver flest penge hjem. Der excelleres primært i mandehumor (kvinder kan nu sagtens grine med).

I mit fag – underholdning – har det ellers altid være en kendsgerning, at det værste, man kunne optræde for, var et publikum bestående udelukkende af mænd. I den slags selskaber handler det kun om, hvornår flokkens leder griner.

Hvis ikke lederen er defineret, så bliver det en tung aften. Først når lederen overgiver sig, følger flokken efter. Er der kamp om pladsen, så handler det som sagt om, hvem der ler højest ... eller holder masken!

Men når kvinderne blander sig, så opfører hundekoblet sig anderledes. En enkelt kvinde blandt publikum kan være den, der får flokken med sig, inden lederen har nået at overgive sig. Flere kvinder er et stort plus, og et publikum bestående udelukkende af kvinder er måske det fedeste i hele verden at optræde for, uanset om det er med musik eller teater.

Men ved standup har man den fordel, at førerhunden er ham, der står på scenen, og derfor følger flokken - publikum - efter. Jeg siger det uden fortrydelse. Det er bare sådan, vi er som mennesker.

Men hvem er det, der har bestemt, at kvinder ikke sælger på plakaten på samme måde som mænd? Eller snarere: Hvem er det, der ikke lader kvinder slippe ind i kulturens hellige rum? For det kan da ikke være rigtigt, at jeg kun kan komme i tanker om tre kvinder, der har en rimelig karriere på standup-scenen?

Kvinder, som for resten får en tredjedel af det, deres mandlige kollegaer får i løn.

Vi kunne også tage en film som 'Ditte og Louise', der modsat mange af deres mandlige kollegaer faktisk havde noget på hjerte og på spil med deres biografkomedie sidste år. De solgte en femtedel af, hvad den mandlige pendant 'Klovn' solgte. Anmelderne elskede ellers 'Ditte og Louise', så hvorfor svigtede publikum?

Jeg kommer med et forsigtigt bud: Vi mangler kvindelige forbilleder på de kulturelle flader. Ikke kvinder, der prøver at være ligesom mændene, men kvinder, der viser virkelige kvinder (som 'Ditte og Louise' gjorde).

Kvinder, som også tør være grimme og fjollede. Og kvinder, som tør være fremme i skoene, som mine egne forbilleder Anne, Sanne og Lis var og er det. Kvinder, der tør have kvindeholdninger? Hvor er min generations forbilleder?

Prøv lige at tænke over et øjeblik, hvilke kvinder over 40 år, der egentlig er solovært på et gameshow eller et talkshow på en af de store hovedkanaler?

Ja, tag du bare de udenlandske formater med i din overvejelse. Lige i skrivende stund kan jeg simpelthen ikke komme i tanker om en eneste. Prøv at lave din egen liste over danske, kvindelige skuespillere mellem 40 og 60, som lever ikke bare okay, men som du tænker lever rigtig godt af at være skuespiller.

Jeg vil gerne bede om 10 navne. Jeg gik selv i stå ved otte, men du kan sikkert klare nogle flere.

Eller hvad med de her tal:

Blandt årets 10 mest spillede danske kunstnere overhovedet i 2018: 0 kvinder

På Spotifys liste over nye danske hit (som består af 65 sange): syv kvinder, heraf to m/k-duetter

Top-50 i Danmark lige nu: syv kvinder

Top-100 mest spillede på P3 i 2019: 25 % kvindelige solister

I 2019 bestod festivalen Grøn af ni acts: Anne, Sanne og Lis udgjorde det ene, og så var der Alphabeat, som jo har en mandlig og en kvindelig frontfigur.

Resten var mænd.

Er jeg virkelig den eneste, der synes, at det er vildt mærkeligt? Hvor fanden - ja, undskyld - er alle kvinderne?