»Det er en af de mest - hvis ikke den mest - uretfærdige beskatning, vi har i Danmark.«

Sådan indledte Christian Bülow fra Dansk Folkepartis Ungdom sit besøg i B.T. Live tirsdag.

En afskaffelse af arveafgiften har særligt været en mærkesag for Søren Pape Poulsen og De Konservative, mens Socialdemokratiet ønsker at ændre på afgiften.

Ungdomspolitikeren er helt på linje med Søren Pape.

»At vi beskatter folks penge, som de har arbejdet hårdt på at tjene, og så tager 15 procent, når de engang ikke er mere, og de skal gives videre til deres børn, velgørende formål eller andet, er grundlæggende forkert og amoralsk,« sagde Christian Bülow.

Arveafgiften betyder nemlig, at blandt andre børn eller børnebørn betaler 15 procent i arveafgift af arv, der er større end 295.300 kr.

Socialdemokratiet foreslår et mere progressivt system, hvor man ikke betaler afgift, hvis man arver mindre end en halv million kroner. Men derfra stiger afgiften, jo større beløb du arver.

Forslaget vil betyde højere afgift end i dag, hvis du arver en formue, der samlet set er over tre mio. kroner.

Debatredaktør Sanne Fahnøe fulgte op med en række spørgsmål.

Når du arver, har du har jo ikke lettet bagdelen for at tjene pengene. Er det så ikke fair at betale de 15 procent?

»Det handler ikke så meget procentsatsen, men princippet. Folk kan arve, fordi vores forældre og bedsteforældre har arbejdet et helt arbejdsliv for at tjene de penge, som de gerne vil give videre, så vi kan få en bedre tilværelse.«

»Det handler ikke om, hvorvidt jeg har ret til at arve penge eller ej. Det handler om, at dem, jeg arver fra, har ret til at bestemme, hvad de vil gøre med de penge, de har tjent.«

Hvorfor er det et problem her og ikke, når det kommer til moms eller andre ekstrabeskatninger?

»Når du går ned i en butik, ved du udmærket godt, at du betaler 25 procent i moms. Og at der er sukkerafgift på sukker, og så videre. Men arveafgiften er en tvangsafgift.«

Er det så ikke godt, at Socialdemokratiet vil hæve beløbet for, hvornår man skal betale?

»Det er en start. Men jeg er generelt mod afgiften. Men man skal huske på, at mange arver en virksomhed, hvor der er andre afgifter, der skal betales, og penge, som man skal bruge til at gøre den større og til at gøre den mere konkurrencedygtig. Det er til gavn for samfundet i form af jobs, vækst og virksomhedsskatter.«