Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) har fået nok.

»Vi er nødt til at forholde os til den virkelighed, der er: At mange af dem, der er kommet til Danmark, er her og bliver her i en rum tid. Og så kan vi med velfærdssamfundets briller og socialdemokratiske briller ikke acceptere, at folk render rundt med hænderne i lommen og bidrager med ingenting.«

Sådan lød de kontante ord fra socialdemokraten i B.T. Live onsdag. Se hele interviewet øverst i artiklen.

Peter Hummelgaard er på banen med et nyt forslag om, at flygtninge og indvandrere, der modtager ydelser af det offentlige, skal bruge 37 timer om ugen på aktiviteter, der bringer dem tættere på job. Ellers bliver de trukket i deres ydelse.

Aktiviteterne kan være uddannelse, praktik eller nyttejob.

For selvom det er lykkedes at få flere med ikkevestlig baggrund ud på arbejdsmarkedet, er der blandt kvindelige flygtninge og indvandrere alt for mange kvinder, der hverken er i uddannelse eller arbejde, mener ministeren.

»Mange har ikke kompetencerne. Men der er også mange tilfælde, hvor årsagen er sociale og kulturelle barrierer – social kontrol eller at man kommer fra samfund, hvor man ikke er vant til, at kvinder går på arbejde. Eller det ikke bliver betragtet som en pligt at bidrage.«

Det er tosset, at kvinderne går hjemme, fortsatte Peter Hummelgaard. Desuden håber han, at forslaget kan give flygtninge og indvandrere kompetencer, så de på sigt kan rejse tilbage til de konflikt- eller katastroferamte lande, de er flygtet fra, og bidrage med at bygge dem op igen.

Forslaget er kaldt racistisk og reaktionært af Enhedslistens arbejdsmarkedspolitiske rådgiver, Jakob Nerup, i et debatindlæg i Politiken.

'Racistisk, fordi kravet alene er rettet mod mennesker fra ikkevestlige lande, f.eks. Somalia, og dermed fritages de hvide danske kontanthjælpsmodtagere,' skriver Nerup efterfulgt af:

'Reaktionært, fordi startantagelsen er, at disse mennesker ikke vil arbejde og bidrage, selv om de allerede i dag er underlagt rådighedsforpligtigelse og aktivering.'

Det afviser Peter Hummelgaard.

»Det handler ikke om, hvorvidt du er hvid eller mørk i huden. Det handler om, hvorvidt du er kommet til Danmark for nylig eller ej. På den vis kan det i lige så høj grad gælde en indvandrer fra Australien,« sagde han og fortsatte:

»Man kan i lige så høj grad sige, at der er tale om strukturel racisme, at der sidder folk på venstrefløjen og blindt accepterer, at der er så mange kvinder, der bliver holdt hjemme, selvom de måske gerne vil bidrage til fællesskabet, lære det danske sprog og i arbejde,« sagde Peter Hummelgaard og tilføjede:

»Det ord vil jeg dog ikke skrive nogen steder om ham makkeren fra Enhedslisten.«

Peter Hummelgaard regner med at fremlægge det fulde forslag i begyndelsen af næste år.