For en del år siden havde jeg den store fornøjelse at være med i et program på DR, der hed 'Ved du hvem du er', hvor jeg fulgte sporet af mit stamtræ helt tilbage til 1600-tallet.

Det bragte mig bl.a. til Ghana, hvor min tip-8 oldemor var gift med den danske guvernør.

Det var ham, der stod for eksporten af slaver til Dansk Vestindien. Set med nutidens øjne er det jo ikke noget, man bør være stolt over, men jeg har det sådan med det, at jeg meget hellere vil være nysgerrig på det end forsøge at lægge afstand til det.

Under optagelserne til det pågældende tv-program oplevede jeg, hvilket enormt privilegium det er at kende sine rødder. At få forståelsen af, at nogen, som jeg er beslægtet med, har spillet en rolle i historien. Som modstandsmand, som kongens højrehånd, som storkøbmand eller som stærk kvinde i et patriarkalsk samfund. Jeg kunne godt ønske mig for alle, at de fik lejlighed til at dykke ned i egen familiehistorie.

Jeg har nydt at se programmerne 'Prins Joachim fortæller' på DR K. Det er så tydeligt, at han oplever præcis samme glæde ved de fodspor, som hans familie har sat i den danske historie gennem mere end 1.000 år. Han gør det dygtigt, og jeg bliver næsten moderligt stolt over hans åbenlyse talent for at formidle. Han er både morsom og charmerende – ord som ikke ofte (og det er helt uretfærdigt) er blevet sagt om prinsen.

Det, der er så vigtig at sige, er, at vi alle sammen bærer på en historie, der stammer fra vores forfædre. Bevidst eller ubevidst er vi blevet rundet af det, der går forud for vores egen eksistens, og jeg kan godt blive lidt ærgerlig over, at der hersker en tendens i tiden til at ville skubbe den del i baggrunden eller sågar ændre på den.

Sidste weekend havde jeg den ære at få lov at være omviser på Nationalmuseets tyske udstilling, der vises i anledning af 30-året for Berlinmurens fald. Her talte jeg bl.a. med unge tyskere om deres forhold til Muren og den mere dystre side af Tysklands historie.

Sjovt nok har de ikke noget større behov for at slette eller rette på noget. De er lige så kede af nazitiden som alle andre, og guderne skal vide, at det har trukket dybe spor i den tyske selvforståelse. Alene det at flage har været forbundet med enorm skam og angst for at blive kaldt for nationalist.

Først efter VM i 2006 blev flaget implementeret som noget, der også var festligt og ikke mindst som noget, der vedkommer den enkelte tysker. I dag tør man være stolt over sit flag og sin nation.

Og det luner ærligt talt i en tid, hvor mange tager afstand. Hvor bøger omskrives, og hvor der sættes spørgsmålstegn ved snart sagt enhver festlig lejlighed: Er vi blevet for kristne? Kan vi klæde os ud til fastelavn? Kan vi tåle platheder i omklædningsrummet, når herrelandsholdet har vundet? Jeg synes, vi er blevet meget ømskindede på det punkt.

Vi går så farligt meget op i, hvem vi er. Identiteten hos individet er rykket op på en førsteplads, og forståelsen af, hvad det vil sige at være menneske i en sameksistens på godt og ondt, er rykket ned ad rangstigen.

Det er vigtigere at vælge, hvem eller hvad man er, så omverdenen kan tage de rette forholdsregler, end det er at forstå den verden, vi lever i. At forstå, hvad det vil sige at være menneske, og acceptere, at det at være mennesker også rummer smerte og vanskeligheder. Jeg underkender ikke selve identitetsproblematikken. Jeg underkender til gengæld problematikkens omfang, som uden tvivl fylder mere i de privilegerede i-lande.

Og jeg tror helt ærligt, det handler om vores mangel på kendskab til vores egen historie. Vi har glemt, at vi er en lillebitte del af en større sammenhæng, og i stedet insisterer vi på individets indflydelse og ret til selv at vælge. Det virker ærligt talt en anelse egoistisk og selvhævdende.