Utroskab er ikke længere et tabu – vi taler om det som aldrig før.

Hver fjerde dansker har været sin partner utro – defineret ved, at man har haft sex med en anden end sin partner. Det viser en stor undersøgelse om danskernes seksualitet foretaget af projektet SEXUS, der er et samarbejde mellem Statens Serum Institut og Sexologisk Forskningscenter på Aalborg Universitet.

Hver fjerde. Nuvel – det er da også mange – men er undersøgelsens resultat i virkeligheden så overraskende? Det tror jeg ikke, hvis man ikke lever i fuldkommen blindhed over for, hvad et menneske er. De adspurgte har vel bare svaret ærligt, men det er, som om det kommer bag på eksperterne, på offentligheden og på medierne, der den seneste tid har sat fokus på danskernes sex- og kærlighedsliv.

Og der er alle mulige gode forklaringer på utroskaben: at man ikke kan styre sig, når man drikker alkohol. At man længes efter noget i parforholdet. At man ikke har et velfungerende sexliv. At man har brug for at udvikle, udforske og realisere sig selv. At man ikke føler sig set, hørt, forstået, værdsat og alt muligt andet. Det er sikkert ikke forkert – bare ikke altid tilstrækkelige forklaringer.

For måske kan utroskaben netop ikke altid forklares, forstås og udgrundes. Ligesom terapeuternes, psykologernes og sexologernes mange velmenende råd om, hvordan man kan undgå utroskab, aldrig er tilstrækkelige – men i virkeligheden reducerer dét, et menneske er. Og dét kærligheden er.

For man kan ikke altid forebygge utroskab – sikre sig imod alt i livet og i parforholdet. Jeg vil hverken forsvare utroskaben eller moralisere over den. Intet kunne være mig fjernere – for moral er noget, man har over for hinanden. I hjertet og i samvittigheden. Og over for Gud. Hvis man altså tror på sådan en.

Men utroskaben lader sig ikke altid forklare, fordi den ikke nødvendigvis udspringer af manglerne og sprækkerne i forholdet af det, der ikke er – men af alt det, der opstår i mødet med et andet menneske.

Jeg skrev engang en kronik, hvor min pointe var, at utroskab ikke nødvendigvis udspringer af kærlighedens ophør, men af kærlighed. Af en lyssky kærlighed, der er lige så stor, sand, ægte og ren som den kærlighed, man har fået papir på.

Efter kronikken var blevet bragt, flød min postkasse over med tilkendegivelser og bekendelser fra mennesker, der kendte til den slags kærlighed. Og det er dét, der er tabuiseret. Ikke utroskaben i sig selv, men at kærligheden mellem de to, der elsker skjult, er af samme skabende væsen som den kærlighed, der kender dagens lys.

Det er tabuiseret, at man kan have et ømt hjerte for et andet menneske. En plads reserveret for tid og evighed, der aldrig kan fyldes ud af noget eller nogen anden – uanset hvor godt, solidt og kærlighedsmættet et forhold eller ægteskab, man har. Vi vil ikke vide af, at der er forhold i vores menneskeliv, der ikke lader sig forklare. Men forklarer os.

At vores liv skal ses gennem farvet glas i gåder – gennem kærlighedens gåder. At vi ikke skaber kærligheden, men at den skaber os som rette mennesker og derfor ikke er noget, vi kan gardere os imod, forberede os på eller kan forhindre i at ske. For kærligheden sker – og kærligheden er. Er større end os. Vi sætter gerne hele vores moralske omdømme, samfundsordenen, som ægteskabet jo er, og vores sjælefred på spil – for kærlighedens skyld.

Og selv den kærlighed, der kun varede kort eller aldrig rigtig blev, elskede alligevel noget frem i os. Gjorde os lidt mere menneskelige. Måske. Jeg siger ikke, at al utroskab har kærlighedens grund – men menneskets længsel efter stor lidenskab, den bor i os alle.

Og lidenskaben næres af lidenskaben og umuligheden. Forhindringen kan være forudsætningen, og verdenslitteraturens største og mest passionerede kærlighedsfortællinger handler jo sjældent om de mennesker, der får hinanden – men om dem, der ikke får hinanden.

Og de største kærlighedsfortællinger er skrevet af forfattere, der ikke selv er i stand til at udleve den. 'Den eneste lykkelige kærlighed er den ulykkelige,' skal den tyske digter Heinrich Heine have sagt.

Jeg ved ikke, om det er sandt, men i hvert fald udspringer lidenskaben ikke af alt det, vores partner ikke er. Lidenskaben kommer af vores egen medfødte lidenhed – af vores ringhed, vore egne mangler, vor egen længsel efter storhed.

Derfor er det måske en gammel sandhed, at hver fjerde dansker (eller menneske?) er utro. Det er bare nyt, at vi taler så meget om det.