Ludere. Prostituerede. Sexarbejdere. Kært barn har mange navne, men socialminister Astrid Krag (S) insisterer på at kalde kvinderne prostituerede – ikke sexarbejdere.

For »prostitution skal på ingen måde betragtes som et erhverv på linje med tømrer eller folkeskolelærer. Det er derimod et socialt problem«, har socialministeren udtalt til Politiken og har nedlagt den arbejdsgruppe, der skulle kæmpe for sexarbejdernes rettigheder som bl.a. sygedagpenge.

Det burde være en selvfølgelighed, når man betaler skat. Skattekronerne kan regeringen godt bruge, men de har jo også et forståelsespapir at finansiere – det koster nemlig skattekroner at love guld og grønne skove.

Til gengæld er ministeren ikke til sinds at give sexarbejderne de basale borgerrettigheder, som alle andre i velfærdssamfundet har. Nej, de skal sendes igennem et exitprogram. Læs det igen: et exitprogram. Exit fra hvad? Fra eksistentielle livsomstændigheder, der har ført til prostitution?

Ministeren har tilsyneladende ikke overvejet, at det måske ikke er prostitutionen i sig selv, der er problemet, men alt det, der ligger til grund for prostitutionen. Og sexarbejderne har faktisk ikke bedt ministeren om at redde dem fra deres liv. Nej, de ønsker bare rettigheder, så de ikke bliver stigmatiseret af den verden og det samfund, de lever deres liv i.

Men i stedet bliver de stigmatiseret af ministeren ved at få at vide, at de lever forkert. Sig mig, regner ministeren med, at hun kan afskaffe prostitution? Ikke engang Guds egen søn bildte sig ind, at han kunne udrydde prostitution – han satte sig ned og talte med den prostituerede kvinde, med skøgen som med hvilket som helst andet menneske.

Men socialministeren er meget mere gesjæftig – for som et sandt statsmenneske går hun velfærdsstatens ærinde – under et venligt påskud af omsorg. Nøjagtig som når ministeren ikke ser et problem i, at antallet af anbringelse af børn uden samtykke er stigende. På 10 år er antallet af tvangsanbragte børn fordoblet. På 10 år.

Når det kommer til akutte anbringelser, har ankestyrelsen i øvrigt påpeget, at grundlaget i halvdelen af tilfældene ikke er i orden. Man skal være varsom med at anbringe et barn – det kræver stor omhu – og undersøgelser viser, at børn anbragt uden for hjemmet klarer sig markant dårligere end andre børn. Det er da klart – deres væsens rod er blevet rykket op.

De mange anbringelser anfægter tilsyneladende ikke ministeren, der forsøger at 'normalisere' en anbringelse: 'Det må aldrig blive skamfuldt' for et barn at blive anbragt, siger ministeren til Kristeligt Dagblad (13. oktober 2019) – samfundet skal yde en indsats for, at børn ikke skal føle skam.

Jamen, kære Astrid Krag, skammen er nok ikke bare noget, der kommer fra samfundet, men i det lille menneskes sjæl. Det er det største indgreb i et lille menneskes liv – og et eksistentielt forhold – ikke et samfundsforhold, som en minister kan fikse.

Men det er ministerens og hele velfærdsideologiens hede drøm: at kunne frembringe det normale, det funktionelle, det glatte, det gennemsnitslige, det problemfrie, det rensede menneske. Fordi det giver et lige og retfærdigt – et normalt – velfungerende samfund.

Det er drømmen om at skabe det nye menneske i det lykkelige samfund – båret af velfærdsstatens umyndiggørende blik på mennesket. Det blik på mennesket, der springer ånden over og tror, at alle menneskelivets problemer og fundamentale eksistentielle spørgsmål kan løses og reguleres ad politisk vej.

Og de borgerlige har desværre fået en rem af huden, når de vil blande sig i vores sundhed, hvor meget vi ryger, hvordan vi opdrager vores børn, hvor længe vi skal slide livet af hinanden hos en terapeut, inden vi må blive skilt. Og. Så. Videre. Det er samme formynderiske, småmarxistiske menneskesyn, der ligger bagved. Borgerligheden vil bare ikke være ved det.