Der har været mange argumenter fra den ene og den anden part i debatten om nedlæggelsen af en arbejdsgruppe, der skulle se på, hvordan sexarbejdere kunne opnå bedre arbejdsvilkår og rettigheder i deres branche.

Den hykleriske minister Astrid Krag ville ikke anerkende prostitution som erhverv – men et socialt problem, der skulle bekæmpes, til trods for at faget er lovligt, og de prostituerede betaler skat. Hvor argumenterne fra sexarbejdere typisk har været med henblik på pragmatiske løsninger og bedre arbejdsforhold, så har argumenter fra modparten bestående af fagbevægelsen og ministeren været baseret på moralske floskler med henblik på, at de er ofre.

Man skulle næsten tro, at der var en religiøs renæssance i disse tider på venstrefløjen frem for en pragmatisk frigørelse af kvinder, deres krop og seksualitet.

Siden tidernes morgen har alle samfund måttet forholde sig til prostitution. Det anarkistiske i sex har aldrig villet lade sig kontrollere, og dets væsen er dionysisk. En drift, som religiøse og magtfulde kræfter har prøvet at kue, og som desværre ofte har perspektiveret kvinden som enten ofret eller djævelen.

Jomfruen, der blev penetreret, fordærvet, brugt, og hvis skridt er porten til samfundets moral, har næsten altid været billedet på kvindens seksualitet.

Det er, som om Astrid Krag har indtaget den rolle i dag, eftersom hun gennem moralisering prøver at argumentere sig frem til, at sexarbejde ikke er arbejde, men et samfundsproblem, der skal afskaffes. En branche af sørgelige eksistenser, der er så samfundsdegenererende med deres sociale problemer (om de er til stede eller ej), at de skal udryddes.

For det er først og fremmest ikke deres erhverv, vi tænker på som samfundsskadeligt – det er deres moral om at sælge deres krop for penge, der er det største problem. Den eneste moralske forskel på ludere og andre, der sælger ydelser med deres krop som middel, er åbenbart penetreringen – for bliver du bogstaveligt kneppet, så er du åbenbart et socialt problem og ikke et erhverv.

Når modstandere af rettigheder bruger argumenter som, at det ikke er muligt at komme i praktik, flexjob eller løntilskud i denne branche, så er det jo ikke, fordi det er fysisk umuligt. Det er moralsk umuligt i deres verden. Så med andre ord – ingen myndighed kan tvinge dig til at give blowjob i din jobsøgningsperiode.

Sexdriften er en del af vores instinktive væsen, og som andre basale instinkter er det noget, der biologisk er forankret i os.

Vi kan også vælge at se på sexarbejdere som moralsk rigtige eller forkerte, men så skal vi fortsætte listen og begynde at sortliste alle fag, der potentielt er moralsk forkerte (spilleindustrien), samfundsskadelige (tobaksindustrien), fysisk og psykisk belastende (soldater) eller fyldt med sociale problemer ved siden af jobbet (restaurationsbranchen)?

Eller vi kunne som civiliserede og oplyste magthavere prøve at forbedre arbejdsmiljøet og sikkerheden, så også sexarbejdere kan være trygge i deres arbejdsliv i forhold til deres retssikkerhed i et velfærdssamfund med universelle ydelser.

Ministeren er klog nok til at vide, at retorik og moralprædiken er det, der skal til for at lukke denne samfundsdiskussion. For rent pragmatisk, juridisk eller etisk, så er der ikke noget, der står til hinder for, at sexarbejdere ikke skulle få bedre arbejdsforhold og rettigheder.

Astrid Krag har desværre valgt den følelsesmæssige, irrationelle tilgang, fordi idealet om kvindens krop som noget ekstraordinært, der skal kues af magtfulde kræfter, stadig lever i bedste velgående.

Hvor er det sørgeligt at være vidne til i 2019. Der er mange fag, som forældre ikke vil drømme om, at deres børn ville vælge, men skulle jeg en dag sende min datter i praktik, så ville valget mellem praktikant som sygeplejerske eller sexarbejder være lige fedt for mit moralske vedkommende. Den eneste forskel mellem de to fingre, der stikkes op i numsen, er nemlig, om modtageren nyder det eller ej.