TV2 sender i disse dage en række programmer, der hedder 'Eksperimentet med vores børn', hvor de i nogle forskellige institutioner undersøger, hvordan børnenes hverdag ser ud.

Mange kommuner undersøger nemlig ikke, hvordan børnene reelt har det, og derfor ved forældre ikke, hvordan børnene har det, når vi har vinket farvel om morgenen.

Og virkeligheden er ikke så tryg og udviklende, som man kunne håbe på. I programmet bliver det klart, at mange børn får et minimum af voksenkontakt, og at mange bliver overladt til sig selv. Også når de skal løse konflikter eller er kede af det.

I nogle institutioner forekommer denne gode og udviklende voksenkontakt kun 5-10 minutter i løbet af en hel dag, ligesom der ofte er 10-15 børn pr. voksen, selvom normeringen siger fem-seks børn pr. voksen. Og mange pædagoger udtrykker stærk bekymring for, at børn bliver tabt eller ladt alene, når de har brug for en voksen.

Det, der kendetegner meget af dagen, er simpelthen 'slukning af ildebrande', gråd og uro samt et minimum af længerevarende fordybelse og voksenkontakt. Og netop fordybelsen i leg og med voksne er vigtig i forhold til at kunne koncentrere sig og lære videre i livet.

Hvis kvaliteten i institutionerne er lav, går det ud over børnenes selvværd og deres selvopfattelse, hvilket kan medføre, at vi kommer til at få en generation af unge, der tvivler på deres eget værd og evne til at navigere i livet.

Konklusionen er selvfølgelig, at der er for mange børn til for få voksne, og sådan har det jo været i en rum tid. Men hvad er så løsningen? Ja, det ville selvfølgelig være at ansætte flere i institutionerne, hvilket koster en masse penge og bla bla bla. Det bliver ikke prioriteret.

Men hvad kan vi ellers gøre?

Måske man kunne lade sig inspirere af sportens verden. Og særligt børn og sport. For aldrig har man set så mange forældre og bedsteforældre engagere sig i deres børns sport (trivsel). Ja, nogle gange i en sådan grad, at de bliver bedt om at holde sig væk!

Jeg har selv en søn, der spiller afsindig meget fodbold, og jeg er altid vildt forbavset over, hvor meget tid, kommunikation og deltagelse der er til stede fra forældre og trænere. Fædre, der er dommere, organiseret kørsel til alle steder i landet og timevis af 'hepning' fra sidelinjen hver eneste weekend.

Ja, bevares, det er i weekenderne, men mon ikke der stadigvæk ville være en del forældre, der kunne udfordres på at gentænke deres arbejdstider lidt, således at de ville kunne engagere sig frivilligt i nogle timer om måneden i deres barns institution? For ikke at tale om bedsteforældre, hvor mange er gået på pension og har masser af tid.

For det er jo absurd, at vores børn skal mistrives, og pædagoger skal gå ned med stress, når der reelt set findes et hav af hænder og kompetencer i mange børns liv. Mennesker, som er tæt knyttet til børnene, som vil dem det bedste, og som har en masse at byde på. Hvorfor skal det så lige netop være en pædagog eller en pædagogmedhjælper, når der mangler omsorg, flere hænder og mere kontakt? Man behøver da ikke en pædagogisk uddannelse for at spille spil eller læse en historie.

Til gengæld ville man få en kæmpe portefølje af kompetencer og viden igennem forældre/bedsteforældre/store søskende, således at man kunne skabe ny og udviklende læring og samvær for børn og personale.

Men er det nu også rimeligt, når vi i forvejen betaler for det? Måske ikke. Men hvad er alternativet, hvis det ikke bliver prioriteret? Mistrivsel på alle fronter.

Jeg vil i hvert fald gerne dukke op i min søns børnehave en gang om måneden og lave en lille mindfulness-stund med nogle børn, give lidt Body SDS-behandlinger eller bare lege med lidt Lego.

Så er der større chance for, at pædagogerne kan komme til at udføre deres pædagogiske arbejde, børnene får mere omsorg og udvikling, OG vi andre får lov at mærke glæden ved at give og engagere os i vores børns ve og vel. Fordi de har brug for det.