Manden: »Det var klædeligt, Anders Holch Povlsen (direktør i Bestseller, red.) sagde undskyld!«

Mig: »Det, synes jeg måske ikke, var det, han gjorde.«

Manden: »Og det skyldte han også Danmark.«

Mig: »Jeg er altså uenig.«

Manden: »I stedet for at jamre skulle han glæde sig over at være i live.«

Jeg gik væk fra samtalen med denne for mig ukendte mand, som havde behov for at ytre sig om, hvad erhvervslivet skylder. Jeg har ikke ord for, hvad jeg tænker om så hjerteløs en kommentar som den sidste.

Vi taler om Holch Povlsen, ja, en af Danmarks rigeste mænd, men også en mand, der for blot et år siden mistede tre børn i forbindelse med en terroraktion. Det er helt exceptionelt, hvilke tåbeligheder en del mennesker føler sig kaldet til at rette mod erhvervslivet, som lige nu kæmper for overlevelse.

'De skulle holde op med at klynke. Vi er jo alle i samme båd' er efterhånden en ret udbredt holdning på de sociale medier. Men det er jo hele pointen: Vi er IKKE i samme båd alle sammen.

Jeg har en kær ven, som lider af angst. I de uger, hvor landet lukkede ned, tog det fuldkommen overhånd, og han har nærmest befundet sig i en form for psykose. Skræmt af nyhedsstrømmen.

Han er ikke i samme båd som ret mange andre. Og så er der de store flyselskaber, som næppe heller kan siges at være i samme båd som frisørerne, der dog også har haft hårde tider.

Og de små enkeltmandsvirksomheder, der har mistet op mod et års omsætning og har fået 3 x 23.000 kroner i erstatning, de føler måske også, der er en grænse for, hvor meget de skal bukke og skrabe og sige tak, når man samtidig betænker, at andre har modtaget fuld løn og mest bare har hygget sig.

Så uanset, hvor meget krisen har påvirket landet som et hele, så er det ikke fair at sige, at vi alle er i samme båd.

Og min psykisk ramte ven sagde det meget fint: Kan jeg ikke bare få lov at være ked af det? Kan jeg ikke bare få lov at synes, det hele er noget lort? Hvorfor skal alle fortælle mig, at jeg skal være glad?

Jeg har flere gange givet udtryk for min bekymring for underholdningsindustrien. Hvor man i Sverige kan melde om næsten udsolgt i efterårets teatersæson, sælges der herhjemme så godt som ingen billetter i øjeblikket.

Hvor man i Sverige stoler på myndighederne og holder afstand, når de siger det, og samles igen, når de siger det. Ja, så har man her i landet styret danskerne med frygt. Måske fordi vi ikke er ret autoritetstro. Men det giver bagslag i kulturens verden, hvor man lever af at samle mennesker. Mange mennesker.

Hvis frygten sidder for hårdt i folk, så kommer der ikke noget publikum. Og uden publikum, ingen underholdning. Og det skønt der nu er åbnet mange steder.

Derfor blev jeg så glad, da jeg i denne uge læste et forslag på Kulturmonitor. Det kom fra Michael Bojesen, formand for Statens Kulturfonds bestyrelse og operachef for Malmö Opera. I lighed med Idrættens Analyseinstitut (Idan, red.), som blev oprettet af daværende kulturminister Brian Mikkelsen i 2004, foreslår Bojesen et analyseinstitut for kulturen.

At tale kulturens sag er enormt vanskeligt, fordi det nemt forekommer subjektivt og følelsesladet. Men der findes jo faktiske, målbare parametre for kulturen. Vi har bare aldrig samlet data og brugt dem aktivt, så vi kunne tale med en fælles stemme.

Hvor mange penge bruger danskerne eksempelvis på underholdning? Hvordan fordeler det sig på køn og alder? Er musik et redskab, der kan bruges til indlæring? Påvirker kunst psyken? Hvor meget indbringer kulturen i skattekroner? Og hvad sker der, når man investerer i udvikling af kultur? Svarene findes derude, men ingen samler dem til en nøgtern anskueliggørelse af, hvad kultur betyder for et samfund. Hvordan kan man så betone vigtigheden?

Joy Mogensen, det er nu, du kan træde i karakter. Tag denne idé op og vær med til at forandre dansk kultur i fremtiden. Du har en gylden chance her!