Jeg ved ikke med dig, men jeg ligner efterhånden en subsistensløs.

Det daglige bad er mestendels erstattet af etagevask, og jeg finder det ingenlunde svært at efterleve frisørens gode råd om kun at vaske håret hver fjerde dag.

Herregud … der er jo ikke nogen, der skal se mig alligevel. Faktisk er det også svært at være rigtig kritisk efterhånden. Jeg kan knap huske, hvordan jeg ser ud med makeup.

Og det smarte tøj? Jamen, det problem har jeg løst. Jeg købte for en del år siden sådan en termo-heldragt fra hærens overskudslager.

Den er dejlig varm i denne kølige tid, og så kan ingen jo se, at jeg har nattøj på indenunder. Ret smart, synes jeg. Det er nærmest kun underbukser, der drøner rundt i vaskemaskinen for tiden. Og sokker. Min store søn færdes også kun i natbukser.

Selv når han skater. Jeg har et lille håb om, at det ændrer sig, når han mandag begynder i skole igen for første gang i to måneder.

Hvor grelt det egentlig står til, lagde jeg først mærke til i går, da jeg dukkede op til et møde – faktisk et ret vigtigt møde – iført beskidte havebukser, krøllet T-shirt og uglet hår og fik øje på mine egne hænder, som efterhånden er så tørre, at man kan slibe gammel maling af havemøblerne udelukkende ved brug af håndryggene.

Vi grinede ad det, og alligevel kunne jeg lidt skamfuldt mærke, at nu må det her snart få en ende.

Jeg tror, tiden er inde til at vaske coronastøvet af sig. Lidt mindre sprit. Lidt mere neglelak. Og hvad med et par høje hæle?

Jeg læste en skøn klumme af Birgitte Borup i Berlingske, der slog på tromme for et ordentligt skud extravaganza a la Alexis Carrington fra 'Dollars' efter 'et par måneder, hvor coronaen har ligget som en vatrondel over forlystelsessygen'.

Og humøret tog lige et ekstra hop op ad barometeret, da jeg fandt ud af, at 'Fonk! Det er lørdag' er tilbage på P4. En gang discomusik skyllet ind ad øregangene var lige præcis, hvad jeg trængte til.

En af værterne på programmet, Henrik Milling, fortalte mig i øvrigt, at havde det ikke været for Adolf Hitler, havde der ikke været noget, der hed diskotek.

Jo! Den er god nok. Da tyskerne under Anden Verdenskrig besatte Paris, måtte den sorte jazzmusik fortrække fra spillestederne.

Ville man lytte til den slags, måtte man opsøge de dertil indrettede kælderlokaler, hvor der var sat pladesamlinger op, som man kunne afspille på grammofonen.

Der gik ikke lang tid, før folk begyndte at danse … Fik jeg sagt, at pladesamling på fransk hedder 'discotheque?'

Historien er relevant, fordi den fortæller os, at der på den anden side af ondskab og depression findes løsninger, som giver livet en ny spand kul.

Jeg har i den senere tid undgået at lytte til radio og se nyheder, fordi jeg ikke magtede at høre mere om virus og teorier. I stedet har jeg lyttet til det daglige podcast 'Millionærklubben' på Euroinvestor.dk.

Og hvis du tror, det handler om, at jeg er den store aktiehaj, så tager du helt fejl. Jeg har lyttet til programmet som en slags modpol til det, der handler om følelser og politik.

Det er et program, hvor man forholder sig nøgternt til handlemønstre med udgangspunkt i historiske og antropologiske studier, og det kan være en lise for sjælen.

Når der i de øvrige medier (også på de sociale) er blevet spået om, hvordan hele verden vil være forandret på apokalyptisk vis på den anden side af corona, ja, så har 'Millionærklubben' været der, hvor man manede til besindelse.

Ligesom efter 9/11 vil der være nogle ekstra kontroller, vi skal igennem, inden vi tager på ferie, men der kommer en dag (og det kan gå hurtigere, end vi tror), hvor vi igen sidder i en tætpakket flyver.

Vi vil også igen gå i teateret og biografen, til festival og på diskotek. Fuldstændig som før.

Tænk, når man igen slår hænderne sammen i applaus! Det har vi ikke prøvet længe. Gud, hvor jeg allerede glæder mig.