Da jeg var 14 år, ringede jeg og ønskede min veninde, Christine, tillykke med fødselsdagen. Under samtalen fik hun det dårligt og måtte lægge på. To dage efter lå hun i respirator. En uge senere var hun død af en lungeinfektion.

Da jeg var 21 år, fik jeg et postkort fra forældrene til en anden veninde, Steffi. Udenpå var der et billede af Steffi og hendes kæreste. Nedenunder var der et kors, og jeg tænkte umiddelbart, der var tale om en bryllupsinvitation. Men da jeg åbnede kortet, gik alvoren op for mig.

Steffi og kæresten var kørt galt. Kortet var invitation til begravelsen. Jeg har endnu kontakt til hendes forældre. De kommer sig aldrig over sorgen.

Når jeg ser på mine bryllupsbilleder fra 2001, kan jeg konstatere, at 15 af de 73 gæster ikke længere lever. Kun få af dem var gamle. Der var Michael, som døde af kræft som 34-årig. Jørgen og Mogens, som kun blev et par og halvtreds, og som ligeledes døde af kræft. Og Morten, som tog sit eget liv.

Over de senere år har jeg lagt nære venner i graven, som døde af årsager, man slet ikke havde forestillet sig skulle gøre det af med mennesker, der ikke engang er rundet de 50: blodforgiftning efter en lille rift, blodophobning i hjernen efter et udramatisk fald og pludseligt hjertestop under en cykeltur. For kun tre år siden blev en af vores allernærmeste skudt på klos hold. En trist tilfældighed.

Jeg er 48 år gammel, og jeg synes faktisk, jeg har været til alt for mange begravelser. Måske derfor har jeg efterhånden fået et lidt mere pragmatisk forhold til døden. Også min egen.

Jeg har allerede for mange år siden fået tinglyst et testamente. Jeg har skrevet en 'sidste vilje', som jeg indimellem opdaterer, og som ligger i skrivebordsskuffen. Den er nu mest lavet for at gøre det hele lidt mere overskueligt for de efterladte. Jeg har også udpeget det sted, hvor jeg gerne vil begraves. Både mine børn og mine forældre er opdateret på den front.

Disse forhold har til gengæld under coronakrisen gjort det vanskeligere for mig at navigere rundt i de storladne følelser, som har grebet folk. Fra politisk hold er der blevet talt godt ind i folkets latente frygt. Led man ikke i forvejen af angst, så kunne den i hvert fald piskes godt op med billeder af militære køretøjer fyldt med lig i Italien.

Og tag ikke fejl: Jeg har på intet tidspunkt været imod, at man lukkede landet ned. Det var nødvendigt. Og det har også været nødvendigt at lave en gradvis genåbning af Danmark.

Men når man styrer et folk ved hjælp af frygt – også den irrationelle – så bliver jeg alvorligt bange for, at den sunde fornuft går fløjten. Bange for de sarte sjæle, der ikke kan skelne mellem den reelle trussel og det fortegnede virkelighedsbillede. Bange for partisoldaterne, som glemmer at tænke selvstændigt, men bare helt ukritisk retter ind og gør en dyd ud af at udskamme dem, der måtte mene noget andet.

Jeg bliver bange for, at vi vitterligt tror, det handler om at redde de få. For det gør det ikke. Det har hele vejen handlet om, at sygehusvæsenet skulle kunne følge med. Det incitament er dog blevet skubbet mere og mere i baggrunden – godt hjulpet på vej af en folkestemning af, at vi er sande helte, der redder menneskeliv. Og det er en politisk fortælling, jeg ikke bryder mig om. Fordi den fortælling lyver.

Hvis det virkelig var det, det hele handlede om, så kunne man jo for længst have lavet et generelt forbud mod salg af cigaretter. Vupti! Så ville vi skåne 13.000 menneskeliv årligt alene på den konto. Og som en hospicesygeplejerske, Mette Gammelgaard, spurgte i en kronik i Jyllands-Posten: Hvorfor er det værre at dø af corona end af alt andet?

Så hvad beder jeg egentlig om? Jeg beder om den positive fortælling. Optimismen. Det glade budskab. Ikke bedemandsminer og skrækscenarier, som ikke hører hjemme i den virkelighed, der har udspillet sig i Danmark. Jeg beder om at få tolerancen tilbage. Rummeligheden. Glæden. Kunsten er jo ikke at overleve. Det gør ingen. Vi skal alle dø før eller siden. Kunsten er at leve.