Måske … og kun måske ... får vi i den kommende uge et lille bitte indblik i, hvad der må åbne delvist efter 10. maj.

Når forretningerne igen slår dørene op, er det ikke nødvendigvis ensbetydende med, at kunderne kommer stormende, men det er da bedre end slet ikke at kunne agere?

I underholdningens og sportens verden ser det helt anderledes ud. Vi er handlingslammede. Når vi får lov at slå dørene op – og det bliver ikke i næste uge – så er der ikke engang længere nogen døre at slå op.

Jeg kender ikke til nogen sports- eller kulturarrangementer, som lynhurtigt kan stampes op af jorden. Ja, faktisk sidder hele branchen lige nu og ryster: Får vi lov at spille, synge, optræde, dyrke vores sport til september? I år?

Får vi ingen indikationer på det snart, så kan vi lige så godt begynde at aflyse hele efteråret også. Vi kan ikke nå at sælge billetter alligevel.

I vores branche planlægger man hele og halve år ud i fremtiden. Det, vi sætter i kalenderen nu, er alt sammen noget, der foregår i 2021 eller 2022. Vi har såmænd varerne parat, men vores markedsplads, stor som lille, er fortsat lukket.

Der er ingen scener, stadioner, byfester, firmafester eller sportskampe denne sommer. Bemærk, at de største aktører her kan henvise til force majeure, men at de mindste (dem med publikummer under 500) efter 10. maj ovenikøbet risikerer at blive holdt erstatningsansvarlige over for dem, de har entreret med.

Desuagtet, at de ikke kan gennemføre arrangementet, fordi kunderne bliver væk.

Og hver dag … hver eneste dag … aflyses engagementer, som ligger uden for risikoperioden og sent henne i 2020. Man forventer, at vi pænt modtager annulleringer af kontrakter i september og dermed afleverer de penge, som reelt kan blive de sidste penge, vi ser i år. Uden udsigt til at blive erstattet. Og med 'vi' mener jeg arrangører, bookere, scenefolk, sportsfolk, udlejningsfirmaer, haller, klubber og mange flere.

Et andet eksempel: En byfest, hvor kommunen har købt underholdning for en halv million kroner til august, bliver aflyst. Man kunne godt skabe et afskærmet område, hvor 480 mennesker kan stå med afstand og høre musikken, men man tør ikke længere binde an med, at folk tør.

Nu bedes alle implicerede om at rykke engagementet til næste år. Siger man nej og beder (som berettiget) om sine penge, er man et røvhul. Derfor er alle i og for sig villige til at rykke kontrakten, men det betyder jo også, at indtægten først kommer til næste år.

Hvad er det så, vi lever af indtil da? Pakkerne findes ikke længere efter juni måned. Vi taler altså om den milliardindustri, som sport og underholdning udgør. Det tror jeg faktisk ikke, ret mange har fattet.

Dette dilemma findes i tusindvis af størrelser. Der er restauratører, der har regnet på, at de sagtens kan have 80 mennesker siddende med afstand. De har skubbet alle private fester, der blev aflyst i marts og april, ind i juni og juli, og nu er kalenderen fyldt. Bliver der åbnet?

Det har vi ikke kunnet få svar på, til trods for at der udvises stor respekt for de foranstaltninger, regeringen har bedt om. Bliver det et nej, kan alle disse og deres samarbejdspartnere dreje nøglen om.

Jeg kan høre på folk generelt, at de ikke forstår, hvorfor det skulle være værre, at en hal, en klub, et teater, en festival går til, end hvis det var alle mulige andre arbejdspladser. Men det er, fordi disse steder jo ikke er som andre forretninger. Når et sted lukker, kommer der ikke et nyt. Ikke en ny sportsklub. Ikke et nyt teater. Ikke en ny festival … da slet ikke nu.

Der er en tendens til at hænge fast i en gammel forestilling om, at sport og underholdning bare er sådan noget, nogle mennesker gør for sjov. Vi er cremen på lagkagen – noget, man kan hygge sig med – og når vi ikke har noget at se til, så går vi da bare på dagpenge.

Det er en forældet og forkert antagelse. Underholdningsbranchen og sportens verden er for længst blevet store professionelle industrier, hvor der lægges budgetter og laves strategier og handles på alle niveauer. Det er en skændsel, at vi har en regering, der stadig ikke tager vores arbejde seriøst. Så jeg stiller endnu en gang spørgsmålet: HVOR ER OPPOSITIONEN HENNE?