Regeringen har brug for himmelbjergshøje bunker af penge. Flere end de cirka 1.100 milliarder kroner, finansloven for 2019 nåede op på.

Ellers bliver det aldrig Arnes tur.

Og ellers kommer støttepartierne aldrig i nærheden af at indfri deres valgløfter (som i løbet af valgkampen nåede op på et tocifret milliardbeløb).

Derfor skal sparsommelige mennesker plyndres for 0,5 procent af deres opsparing over fem millioner kroner. Derfor skal familieejede virksomheder drænes for kapital. Og derfor skal der afgifter på de plasticposer, der under ingen omstændigheder kan siges at være et væsentligt problem for Danmark eller verden (90 procent af al plastic i verdenshavene kommer fra otte floder i Asien og to i Afrika).

Helt grundlæggende kan jeg ikke forstå, at regeringen ikke kan holde hus med 1.100 milliarder kroner.

Det er altså svimlende summer, vi taler om. Så svimlende, at den offentlige sektor må siges at være marineret i penge. Syddansk Universitet mener for eksempel, at det har råd til et kæmpestort prestigeprojekt, der skal omdanne institutionen til et 'verdensmålsuniversitet'.

På det sociale område har vi råd til at iværksætte indsatser for ca. 45 milliarder kroner - som Rigsrevisionen siger, der ikke er nogen effektmæssig dokumentation for. Ligesom det er mere end svært at blive klog på, hvilken gavn de milliarder, der i tidens løb er spenderet på integrationsprojekter, egentlig har gjort.

Og sådan kan man blive ved, sektor for sektor. Der er altid masser af penge til prestigeprojekter og papirnusseri. Selvom det undertiden går ud over den kerneydelse, der skal frembringes. Men det er en helt anden diskussion.

Jeg synes, det ville være en ærlig sag, hvis vores stadig nye regering sagde: »Hør her, folkens! Det er sådan, at vi har ret til at konfiskere folks penge. Det fremgår af grundloven. Derfor her vi tænkt os at konfiskere nogle milliarder kroner fra folk, der ikke stemmer på os. Sådan, at vi på en helt konkret og kontant måde kan kvittere og sige tak til dem, der støttede os tilbage i juni måned.«

Men så ærlig har den nye regering ikke lyst til at være. Derfor må den opfinde en masse begrundelser, der lyder saglige – selvom de ikke er det.

Der skal opkræves en afgift for at beskytte imod en plasticforurening, der ikke er et stort problem. Sparsommelige mennesker skal mistænkeliggøres som nogen, der måske har snydt, og som i hvert fald hader at hjælpe andre mennesker (at opsparingen ofte er foretaget i allerede beskattede penge, taler vi ikke højt om).

Og familieejede virksomheder skal ved hjælp af tvivlsomme citater fremstilles som ineffektive foretagender, der kun har godt af at blive sat så meget under pres, at ejerne måske ender med at sætte dem til salg.

Disse grove metoder, der bruges for at dække over, at man simpelthen har brug for at konfiskere flere penge, så man kan tilbagebetale vælgerne for deres støtte, er en skandale.

Og skandalen bliver ikke mindre, når man tænker over, at regeringen officielt sætter en ære i at forhindre, at Danmark bliver mere splittet end højest nødvendigt.

For hvis der er noget, der egner sig til at skabe splittelse, så er det da ved den søde grød at hævde, at det er skurkeagtigt og egoistisk at være sparsommelig. Eller at se bort fra alle de samfundsgavnlige, økonomiske virkninger, familieejede virksomheder har i form af arbejdspladser og vækst.

Konfisker pengene. Brug dem til at takke egne vælgere. Og sig det ærligt. Så kan vi få en ordentlig, politisk debat frem imod det næste folketingsvalg.