Kunne man forestille sig et politisk parti, der havde to mærkesager: At afvikle al produktion i Danmark. Og at skabe et rigere samfund.

Det tror jeg egentlig godt, man kunne. Selvom de to mærkesager i vores fiktive parti står i den skarpeste modsætning til hinanden, man overhovedet kan forestille sig.

I forhold til den første mærkesag må man sige, at hvis man afviklede al produktion i Danmark, ville både de mennesker, der blev arbejdsløse og de virksomheder, der havde en indtjening ved at producere, blive væsentligt fattigere.

I forhold til den anden mærkesag må man sige, at med mindre man kan finde noget, der er bedre end produktion, så vil succes med den første mærkesag i sig selv have den virkning, at succes med den anden mærkesag bliver usandsynlig.

Jeg tror, de fleste kan se, at det fiktive parti med mærkesagerne 'nul produktion' og 'større velstand' er ulogisk.

Men jeg tror samtidig, at vi mennesker er sådan indrettet, at vi ikke altid kan se, at de ting, vi mener, strider imod hinanden.

Forleden havde jeg på Christiansborg besøg af en klasse fra en uddannelsesinstitution, der arbejdede med to emner: Ulighed og migration.

Og det, de fleste – herunder lærerne -  forekom mig at mene, var for det første, at ulighed er et stort onde, vi må bekæmpe. Samt for det andet, at vi bør have mere af den slags migration, den stramme udlændingepolitik er opfundet for at begrænse.

Jeg kan sagtens forstå, at ulighed, der ligger ud over en vis grænse, er et stødende og ikke-ønskværdigt fænomen. Der er for eksempel noget forkert ved et samfund, hvor man kan arbejde hårdt og forblive fattig. Ligesom der i det hele taget er noget forkert ved et samfund, der er sådan indrettet, at man ikke ved egen kraft kan lave om på sin livssituation.

Sådan er Danmark heldigvis ikke. For de fire bedste ting, man kan gøre, hvis man er imod overdreven ulighed, er følgende: Progressiv beskatning. Fri og lige adgang til uddannelse. Høj erhvervsdeltagelse for kvinder. Samt skabelse af et velordnet arbejdsmarked.

Man kan altid diskutere, hvor langt man skal gå på de fire områder. Men jeg kender simpelthen ikke til nogen danske partier, der mener, at den bedste politik, der kan føres, er en politik, der går imod alle fire anbefalinger.

Det er helt fint at være imod ulighed. Men hvad vil der ske, hvis der kommer mere af den migration, Folketingets flertal prøver at begrænse?

Arbejdsløsheden i migrantgruppen vil vokse. Blandt andet fordi efterspørgslen på lavt uddannede mennesker, der ikke kan dansk, er mikroskopisk.

Og arbejdsløsheden vil også blive svær at komme til livs, fordi det kræver en gigantisk indsats at lære den typiske migrant sprog og andre færdigheder, så de kan sluses ind på arbejdsmarkedet og blive selvforsørgende.

Så derfor ville den økonomiske ulighed mellem en næsten kronisk arbejdsløs gruppe af migranter og resten af samfundet vokse.

At forlange kamp mod uligheden og mere migration er derfor lige så selvmodsigende som at kræve al produktion afviklet og mere velstand. I begge tilfælde er det sådan, at det ikke giver nogen mening at ville det ene, hvis man også vil det andet.

Det mærkelige er, at det ikke bare er en tilfældig skoleklasse, der besøger mig på Christiansborg og mener begge dele. Det er også holdninger, der deles af adskillige af regeringens støttepartier.

Så konklusionen er, at vi mennesker faktisk ikke føler, at vores holdninger samlet set bør give mening. Det er derfor, det er så vigtigt, at vi kan møde hinanden i kritisk debat og samtale.