Som psykolog bliver jeg ofte spurgt, hvordan man kan spotte stress – enten hos sig selv eller hos kolleger eller familie.

Hvornår er der tale om en reel stressbelastning – og hvornår har man bare rigtig travlt? Det er gode og vigtige spørgsmål – men hvis vi skal hjælpe hinanden med at spotte stress, er det mindst lige så vigtigt, at vi er i stand til at konfrontere vores medmennesker, når de ser ud til at være stressede.

Stress kan se ud på mange forskellige måder – men hvis man skal give en overskuelig opsummering, kan man sige, at 'stress' er en samlet måde at beskrive de negative reaktioner, man kan have, når man er udsat for overbelastning i en længere periode.

Overbelastning forekommer, når de krav, man møder, overstiger ens kompetencer og ressourcer. Stress-symptomer er i bund og grund ubehagelige reaktioner på et for stort pres, hvor man får det dårligt og bliver dysfunktionel i sin adfærd og tænkning.

På det kognitive plan kan typiske tegn på stress være koncentrationsbesvær, at man mister overblikket, hukommelsessvigt eller mentale blackouts.

Typiske adfærdsmæssige tegn kan være vredesudbrud, søvnproblemer, misbrug eller social isolation. På det kropslige plan kan man f.eks. opleve hjertebanken, sløret syn eller svimmelhed.

Følelsesmæssigt kan man opleve vrede, tristhed, angst eller lavt selvværd. Symptomerne er altså varierende, og tærsklen for, hvornår man bliver stresset, er også meget individuel. Nogle mennesker kan klare svære belastninger i lange perioder, mens andre vil få alvorlige symptomer efter kortere tid.

Stress-symptomer kan opstå ved belastninger enten på arbejdet eller i privaten – og typisk er det en kombination af flere ting på én gang. Det kan være krav både udefra og indefra, der presser én.

Deadlines, mange opgaver og en sur chef kan f.eks. være stressfaktorer – men det kan også være meget stressende at have en indre perfektionist, der aldrig tillader, at man springer over, hvor gærdet er lavest, og som altid skal være den bedste.

Hvis man gerne vil kunne spotte stress hos sig selv og andre, er det effektivt at reflektere over tre niveauer, som vi kan kalde grøn, gul og rød zone.

Man kan starte med sig selv og spørge: Hvordan er jeg i grøn zone – når jeg har det godt og ikke er belastet? Hvordan ser det ud i gul zone – når jeg mærker de første faresignaler og symptomer? Og hvordan ser det ud i rød zone – når jeg er meget stressbelastet?

Ved at kende sine zoner bliver man bedre til at registrere, hvornår man er i fare for at bevæge sig over i en stresstilstand – og dermed blive opmærksom på at trække sig tilbage over mod den grønne zone. Når man har øvet sig på at observere sig selv på den måde, vil man også lettere kunne spotte stressreaktioner hos andre.

Det ville være meget gavnligt og positivt, hvis vi var bedre til at spotte hinandens stress. Men her er det ikke nok at have viden om fænomenet stress – man er nødt til også at have handlekraft og mod til at konfrontere sine medmennesker.

Og det er måske snarere her, at mange af os kommer til kort. Spørgsmålet om, hvordan man spotter og reagerer på andres faresignaler, bliver en tand mere komplekst, når man samtidig skal bryde med en kultur, hvor der bliver passet rigtig meget på med ikke at træde nogen over tæerne.

Men når man er ramt af stress, kan det være altafgørende, at man bliver konfronteret med et perspektiv 'udefra' – for det kan være svært selv at indse, at man er stressbelastet.

Derfor er vi nødt til at tilsidesætte frygten for at invadere andre menneskers personlige rum, hvis vi skal hjælpe hinanden ift. stressproblematikker. Hvis vi skal drage omsorg for hinanden, er vi nødt til at blande os – selv om det er vanskeligt.

Man kan få viden om stress på mange måder, men hvis vi skal bekæmpe stress i fællesskab, kræver det mere end viden. Det kræver, at vi ikke vælger at kigge væk, når vi ser faresignaler hos venner eller kolleger. Det kræver, at vi skaber en kultur, hvor vi tør at tale om det.

Læs meget mere om Neela Maria Sris psykologpraksis HER.