»Tror du, det kan være rigtigt, at jeg har mødt en engel?« hviskede en veninde betroende til mig hen over frokostanretningen på stamrestauranten i hjertet af København.

Hun skelede hurtigt til højre og venstre for at sikre sig, at de frokostspisende gæster ved nabobordene ikke havde lange ører.

De skramlede med bestikket, snakkede, skovlede tatar og pommes frites ind, og ingen lod sig tilsyneladende forstyrre af ordet 'engel'.

Lidt hurtigt fortalte hun, hvad det drejede sig om. En regnvejrstung eftermiddag på Nørrebro ved et eller andet busstoppested stod hun og ventede på 5C, der sidste år transporterede over 18 millioner passagerer.

Dér, igennem virvaret af alle nationaliteter, sprog og lyde – folk med turbaner, tørklæder, damer med klapvogne og ti tynde plastikposer i hånden, arbejderen, de studerende og alle dem fra den kreative klasse, kiggede en kvinde på hende og sagde:

»Undskyld, er du helt okay? Kan jeg gøre noget for dig?«

Perpleks og lidt forundret, måske lidt forbeholden og lidt frygtsom, slog min veninde det hen og forsikrede kvinden om, at alt var fint. Men lige præcis dén regntunge dag var alt faktisk ikke fint. Hun var ikke helt okay. Men hvordan kunne den fremmede kvinde se det? Kunne hun se igennem hende? Og hvem var hun? En engel? Måske.

For engle har det med at komme uventet midt i mylderet på gråvejrsdage, midt i alt det, der er vores liv – midt i mørket uden for Betlehem julenat oplyst af Herrens engel, der pludselig stod foran hyrderne.

Også de blev perplekse, forundrede og forbeholdne over for det, deres øjne så. Ja, de blev ligefrem 'grebet af stor frygt'.

Men englen sagde til dem: »Frygt ikke!«

Og det betyder i virkeligheden: »Sænk paraderne, kære menneske. Bliv stående lidt og prøv, om du tør åbne dig for alt det, jeg kommer med.«

For selv om vi ved, at en engel bringer alt godt med sig, så indleder den altid med engleordene: »Frygt ikke.«

For vi har netop altid paraderne oppe over for det uventede – over for det, vi ikke kan forklare, men dét, der kan forklare os med et blik, der ser lidt mere, lidt sandere og lidt kærligere end nogen anden har gjort, eller vi selv kunne se.

Derfor vidner fortællingen om den julenat, hvor englene besøgte jorden, om, at mennesket dengang for 2.000 år siden og det moderne menneske i dag står lige forundret, forbeholdent og frygtsomt over for underet og englen, himmelen og kærligheden, fordi det strider imod den måde, vi forstår os selv som mennesker på: Som nogle, der har styr på vores liv, på os selv og på, hvem vi er.

Derfor bliver vi så frygtsomme, så forbeholdne og forundrede, når det uventede viser sig – når et andet menneske viser sig for os. En engel viser sig midt i virvaret på Nørrebro – i vores daglige liv, hvor pladsen kan synes lidt mere trang her ind under jul, hvor hjerter vakler, banker og ængstes lidt mere end på alle andre tider af året.

For det er paradoksalt nok i aften, juleaften, at det under – vi håber på, vil indfinde sig, for at livet går lidt mere op – ikke indfinder sig. At den engel, vi ønsker skal dale ned og drysse fredskonfetti ned over os, så alle bedre kan holde hinanden og sig selv ud, ikke kommer, som vi håbede.

Ethvert barn ved, hvordan en engel ser ud. Enhver voksen har brug for at blive mindet om det. For englen i vort liv kommer helt sikkert i en anden skikkelse, end vi venter.

Nogle engle bliver hos os hele livet. Andre engle og undere forsvinder igen i mylderet og i mørket, men efterlader et evigt aftryk. Det er underfuldt – små undere, der ændrer vores lille verdens gang.

Sådan ændrede det verdens gang, da Guds engel med sølvhvide vinger julenat satte sin fod i menneskehedens fortælling, for at forsvinde igen, men ligesom den elskede, ikke uden at efterlade evighedens aftryk. Indhyllet i et lys kom den til os i det regntunge mørke med et budskab, der gør os arvinger til frelsen. Til himlen. Til kærligheden.

Så der er god grund til at spørge, skete det virkelig? Tør jeg tro det? Tror du, det kan være rigtigt, at jeg har set en engel? Ja, kære menneske – tro du bare på, at der kan ske undere i dit liv. Glædelig jul.

Alting har en tid, og fra nytår forsvinder bloguniverset på B.T. Tak til alle læsere for kommentarer, ris, ros og alt muligt andet. Af hjertet tak til alle, der har læst med.