»Ha’ en fortsat rigtig go’ dag og glædelig jul,« sagde ekspeditricen og rakte mig bæreposen med to whiskyglas pakket sirligt ind i julepapir.

Det første udtryk, 'ha’ en fortsat rigtig go’ dag,' skal graves ned på sprogkirkegården og aldrig, aldrig genopstå. Det andet, 'glædelig jul,' skal vi først ønske hinanden, når vi hilser af i kirkedøren juleaften.Efter julegudstjenesten, vel at mærke.

Eller i hvert fald allertidligst lillejuleaften. Ikke før – og da slet ikke den 4. december i regnvejr på Amagertorv. For det er ikke jul endnu. Det er decembermørke, det er advent, som om vi ikke længere kender forskel.

Ikke engang i kirkerne, hvor julekrybben med babyjesus, hyrder og Maria ofte bliver stillet frem allerede til første søndag i advent. Kæmpe fejl. Og så skal vi for øvrigt nok råbe vagt i gevær, religiøst skånehensyn, knæfald for islam, kulturelt selvhad, og hvad ved jeg, når nogen vover at erstatte julefest med det kulturrelativistiske 'vinterfest'.

Nissemænd med vintermænd. Juletræ med vintertræ. Juleboller med vinterboller. Julemedister med vintermedister. Og. Så. Videre. Det er da også latterligt, tåbeligt og alt muligt andet – men man orker det næsten ikke.

'Rør blot ikke ved min gamle jul' – nej, nej, nej – men rolig nu, julen er altså ikke i fare. Det er adventstiden til gengæld. Advent, et ord, der i vores aktive ordforråd næsten kun findes sammensat med krans eller gaver. Adventskrans. Adventsgaver.

Mens adventstiden og adventsfejringen er forsvundet ud af vores bevidsthed. Og jeg vil vove den påstand, at det har større menneskelig, eksistentiel betydning end balladen om jule- eller vintersylten. Ordet 'advent' stammer fra det latinske 'adventus domini', som betyder 'Herrens komme'.

Her går vi og tror, at det altid er os, der bevæger os – kommer fremad og bestemmer retningen i vores liv. Men når vi bevæger os gennem det vintergrå, gennem hjertets tyste landskab i december, er der samtidig noget, der kommer os i møde.

Adventstiden, der strækker sig over de fire søndag inden jul, er forventningstid, men modsat alt hvad vi er vant til, bestemmer vi ikke selv, hvad vi forventer.

Vi forventer alt muligt af os selv, af livet, af det gode liv, af hinanden, af kærligheden, af lykken (som ingen har lovet os).

Og skænker livet os ikke dét, vi selv forventer – altså forlængelsen af os selv, vore egne forestillinger, ønsker og drømme – ja, så swiper vi bare videre til højre eller til venstre.

For tålmodigheden med tilværelsen, med os selv og hinanden falder os så svært. For nylig hørte jeg en journalist på P1 sige, at vi måske snarere skulle beskæftige os med de slukkede lys i adventskransen end med de tændte.

Mørket i verden og i os – og at vores liv i begge ender fortaber sig et mørke. Adventstiden er en øvelse i at være i verden og affinde os med, at vi ikke kan åbne det altid uafsluttede kapitel, der venter på os.

Det uforudsigelige, som vi ikke magter, men som vi med al vor utålmodighed forsøger at få magt over. Det er et vilkår, vi er mennesker på. For vi venter altid på, at det skal blive bedre, anderledes, noget nyt - venter på den dag, hvor vi kan sige: 'Nu skal jeg ikke længere vente på, at alt bliver godt, for nu er det kommet.'

Det kommer aldrig. For den, der forventer noget enkelt af verden, kan blive skuffet. Og skuffede forventninger følger advents- og juletiden.

Og når vi mærker det lille ophør, den lille undergang, er det svært at tro på, at glæden findes. Kan findes igen. Eller finde os. For det sker mod forventning, at himlen over vores liv rulles sammen som en tapetrulle, og stjernerne falder ned.

Og derfor er det advent før jul.

Tilværelsens undergangstone forsvinder ikke ind under jul, tværtimod, men kan dæmpes i adventstiden af forventningens nænsomme berøring af vores menneskehjerte.

Forventningen om, at det underfulde, vi er på vandring imod, kommer os i møde – i erkendelse af at livet sjældent går, som vi forventer, men nogle gange går over al forventning, fordi vi får mere og andet, end vi forventede, nemlig underet:

Kærligheden, lykken, livet, barnet i krybben, i din favn, i dit hjerte. Det er en glædesfyldt udfrielse af vores trængslers sne. Glædelig advent.