»Du tror da ikke stadig på nisser?«

Ordene faldt på en kold decemberdag midt på Strøget i København, hvor en mor lod sig overmande af den tiltagende julestress og i et øjebliks irritation over datterens barnlighed lod de fordømmende ord falde.

I sekundet efter kunne man se på hendes ansigt, at hun fortrød. »Findes der da ikke nisser, Mor?« spurgte den lille pige tilbage.

Svaret blandedes, som jeg passerede dem, med den almindelige gadelarm og undslap min hørevidde. Men gennem min spadseretur ad det julepyntede strøg dukkede den hastige ordveksling, jeg havde overhørt, igen og igen op i mine tanker.

Hvorfor dette pludselige udbrud? Hvad skulle der egentlig være galt ved, at et barn tror på nisser?

Mon ikke vi hver især gennem livet har brug for at turde og kunne tro på størrelser og historier, der måske ikke kan stå for den større dna-prøve? Mon ikke vi alle har brug for ledetråde igennem livet, der ikke er bygget på fornuft?

For et barn kan det være trolde, feer, nisser og andet godtfolk. For den voksne kan det være Gud eller kærlighed til de sagaer og fortællinger, der binder os sammen som folk.

Vi ved godt, at Saxos store krønike om danskernes bedrifter sine steder er mere fortælling end fakta. Alligevel elsker vi historierne om Hagbard og Signe, om Uffe hin Spage og om skjoldungen Rolf Krake, der ud over at leve i sagnet har lagt navn til flere af marinens fregatter. Historierne er ét med os som folk.

Alligevel hviler der som en grundtone i det moderne samfund en latent skamfuldhed over det at tro og håbe på noget andet end det videnskabelige.

I det moderne Danmark skal man vide. Troen er for de enfoldige – hattedamerne og andre skøre typer. Og straks et barn nærmer sig femårsalderen, indpodes det, at mytiske væsener slet ikke findes. Men hvad, hvis myten er det, der holder os sammen?

I mange kristne lande uden for det kolde nord finder folk fællesskab i troen på Gud. Troen holder dem sammen som folk. Men i Danmark har videnskaben grebet hjerterne.

I skolerne undervises der godt nok pligtigskyldigt i kristendommen, men med tyk streg under, at der naturligvis ingen forkyndelse finder sted. Man skulle jo nødig krænke nogen. Og på oplysningsmonopolet Danmarks Radio fortælles der godt nok om Bibelens mirakler, men altid med naturvidenskabelige briller.

Kan et naturfænomen mon forklare Moses' deling af Det Røde Hav? Kunne ekstremt lavvande mon forklare Jesu vandring på Genesaret Sø? Troen behandles som videnskab. Men dermed tages jo netop troen – barnetroen – væk. Hjerterne bliver kolde.

Især danmarkshistorien, der vel skulle være selve folkets sjæl, har videnskabens dissektion taget et fast greb om. I DR's store historiefortælling om Danmark går vejen til vore oldtidssagaer ikke længere gennem myterne, men gennem laboratorier og dna-analyser, der som et videnskabeligt gespenst med kulstofmålinger og andet godt fra videnskabens verden vil fortrænge selve sjælen fra historien.

Med skalpellens skarphed kortlægges Egtvedpigens og Tollundmandens vandringer, så man kan stille det nagende spørgsmål: Var de nu danske? Holder myterne nu vand? Eller kan vi rokke ved 'Danmarks dåbsattest'? – som Danmarks Radio lidet flatterende spørger.

Svaret er enkelt: Naturligvis kan vi rokke ved alt det, der tros, føles og overleveres. Ved myter og sagaer, fortællinger og eventyr. Men hvad formål skal det tjene at dissekere historien ud i golde bidder? Er det en kunst at slå den fælles identitet – selve det kit, der binder os sammen som folk – ihjel?

Som nissetroen giver de små en optimisme og spontane glædesstunder i julemåneden, giver troen, sagaerne og myterne folket identitet og sammenhold. Som flaget, hvis historie næppe heller kan stå for en nøjere dissektion.

Eller som vore sange, fortællinger – og tro, der sammen med alt det andet uudtalte, vi har til fælles, netop binder os sammen til ét.

Det handler ikke om at tro eller ikke tro – på hverken Gud eller nisser.

Det handler om som menneske at få lov at hvile i mere end det, vore hjerner forstår.