Vi skal tale om noget.

Der er én ting, der kan gøre mig virkeligt rasende, og det er, når jeg inviterer folk til arrangementer, og de ikke engang gider svare ja eller nej til invitationen.

Det vender jeg tilbage til.

Jeg gør mig i det daglige de mest hæderlige anstrengelser for at leve op til den almindeligt herskende forestilling om, at man får, hvad man giver. Ikke sådan at forstå, at jeg nidkært regner på, hvor meget en gave har kostet, og sørger for at give nøjagtig det samme igen; faktisk afskyer jeg nærighed mere end noget andet.

Jeg har gennem livet konstateret, at mennesker, der er nærige på ’du fik en portion rosenkål mere end mig’-måden og derfor sidder med telefonens lommeregner fremme på restaurant for at sikre sig, at de ikke kommer til at betale 32 kroner for meget, sædvanligvis også er nærige med alt andet, lige fra kærlig- til hjælpsomhed.

Nej, jeg tror fuldt og fast på, at venlighed, omsorg og en hjælpende hånd skal gives i rigt mål til alle, der har den slags behov, også selv om det ikke er nogen, man kender.

Hvis jeg hjælper den gamle dame i toget med at få hendes kuffert op i bagagehylden i Odense (og husker at sige i god tid inden Høje Taastrup, at jeg nok skal komme hen og tage den ned igen, når hun skal af, så hun ikke bekymrer sig om det), er der sikkert en anden, der gør noget lignende for MIN mor, når hun har besøgt mig og skal med toget hjem igen.

Og så får man også glæden ved, at bemeldte dame højlydt udbryder: ’Hvor ER du dog stærk, unge dame!’, hvilket jo ikke gør dagen dårligere, når det regner og er koldt, og man i virkeligheden er en gigtsvag 48-årig, der er så bleg, at man nærmest er selvlysende.

Jeg har også et stort behov for socialt samvær. Jeg elsker at se mennesker i mit hjem, og jeg elsker at komme ud.

Jeg går til koncerter og i biografen og fører en omfattende korrespondance med min vennekreds og familie, både i telefonen, på sociale medier, på sms og via noget så arkaisk som brevpost.

Jeg inviterer ofte og gerne mennesker til morgenmad, frokost og middag. Jeg er af sønderjysk æt, så jeg laver som hovedregel mad til en hær, hvorfor der altid er plads til en ekstra kuvert ved spisebordet, som i øvrigt er så langt, at vi kan sidde tolv. Jeg bliver glad af at have mennesker omkring mig.

Og jeg bliver ked af det, når jeg hører om folk, der er ensomme, og står bag ved dem i køen på apoteket, hvor de taler og taler om ingenting til farmaceuten, fordi det er det eneste levende menneske, de møder i dag.

Vi skal ses, og vi skal tale sammen. Også når det ikke er jul. Og det vil jeg gerne være eksponent for og initiativtager til. Men der er sket noget i de seneste år. Og det pisser mig af.

Folk svarer ikke. Uanset, om jeg skriver en sms eller opretter en begivenhed på Facebook eller (hvis det er en af de dage, hvor jeg orker det) skriver et brev, oplever jeg i stigende grad, at jeg skal rykke for respons. Og at aftaler bliver aflyst med kort varsel og sløje undskyldninger, fordi man ikke lige gider alligevel – eller har fået et bedre tilbud.

Jeg er ikke alene med min oplevelse. I min vennekreds er der runde fødselsdage i stimer. Folk gør sig umage med invitationer og fejring, og alligevel skal de tigge og bede familie og venner om at respondere, ligesom man åbenbart ikke regner det for noget særligt at framelde en familie på fire på dagen for festen, fordi man ikke lige er i humør til det.

Nu siger jeg det bare, som det er: Der er ingen mennesker, der har så travlt eller er så vigtige, at de ikke kan overkomme at sige ’ja, mange tak’ eller ’nej, ellers tak’ til en velment invitation. Det er ren og skær uopdragenhed, og jeg kan ikke ha’ det. Det er fuldkommen ligegyldigt, om folk sender dig en sms eller en brevdue, du skal svare. Den er ikke længere.

Så gør det. Nu!