Min søns spørgsmål fik mig til at tænke, så det knagede

»Mor, tror du, vinduespudseren pudser vinduer, fordi han synes, det er sjovt, eller tror du, han gør det for pengenes skyld?«

Spørgsmålet blev stillet af min 10-årige søn, og jeg må indrømme, at jeg lige skulle tænke over svaret.

For på den ene side arbejder de fleste mennesker for pengenes skyld, og på den anden side kan man sagtens have et job, man holder af. Og visse mennesker arbejder endda gratis!

»De fleste mennesker er nok ikke så glade for deres arbejde,« sagde min søn konkluderende, og tilbage sad jeg med tanker, der kværnede løs: Guderne skal vide, at jeg er ekstremt glad for mit job, som i øjeblikket koster mig op mod 60 timer om ugen, men oprindeligt var det jo slet ikke underholdningsbranchen, jeg opsøgte.

I 1990 begyndte jeg at læse fransk på universitetet, men droppede ud, inden der var gået et år. Det var alligevel ikke noget for mig. I 1992 var jeg godt i gang med min ejendomsmægleruddannelse, men man skal huske på, at det var en tid med 16 og 17 procents annuitetslån, hvilket betød, at der blev solgt meget få ejendomme.

Mange små ejendomsmæglere måtte dreje nøglen om og lade de store kæder komme til. Jeg forlod faget efter min eksamen og havde derefter en tid som annoncesælger på TV-trekanten i Fredericia og siden som bestyrer af en café i nærheden af Kalundborg, inden jeg landede som journalist først på SE og HØR og siden på tv.

Det var nemlig også en tid, hvor det var svært at få arbejde, så alle bekymringerne om geografisk placering eller snak om at være overkvalificeret fandtes slet ikke. Hvis jeg skulle have penge til huslejen, krævede det, at jeg ind imellem måtte flytte mig.

Jeg kan godt selv høre det. Jeg lyder som en gammel tante, der prædiker moral: »Dengang jeg var ung, var det benhårdt… blablabla.«

Men i virkeligheden ønsker jeg at sende trøst til de akademikere, der på det seneste har været i fokus i medierne, fordi de har så svært ved at finde arbejde. De er blevet kaldt dovne, og flere har forsvaret sig med, at de har sendt hundredvis af ansøgninger, men bare ikke fået bid.

Det må simpelthen være så ærgerligt at have taget en lang og fin uddannelse og så ikke kunne bruge den. Jeg kan godt forstå, hvis de unge akademikere er desillusionerede.

Politikerne havde så travlt med, at de unge skulle uddanne sig, og se, hvad det førte til - arbejdsløshed.

Derfor er tiden måske inde til at indse og acceptere, at man står med det forkerte eksamensbevis. Ambitionerne skal lægges om, og det føles som at rykke tilbage til start.

Men til jer desillusionerede akademikere vil jeg sige: Fat mod! Uddannelse er aldrig til det dårlige. Aldrig. At tilegne sig specialviden betyder, at man er klædt på til at tænke abstrakt. Det betyder, at I sagtens kan bruge en del af jeres viden… bare til noget andet, end I troede.

Når jeg tænker efter, kan jeg faktisk ikke komme i tanker om ret mange af mine venner, der arbejder inden for det fag, de er uddannet til. På et eller andet tidspunkt har de skullet omprogrammeres.

Det kræver, at man tør lade sig falde og måske en årrække arbejde inden for et fag, man ikke havde drømt om. Tro mig: Der er RIGELIGT med arbejde – også til jer.

Jeg kender ingen i hele restaurationsbranchen eller servicebranchen, der ikke mangler folk. Sjovt nok er den vigtigste kvalifikation: Mødestabilitet. Så hvis I kan finde ud af at møde op på et job hver dag, så er der arbejde at få. Det var ikke det, I som akademikere stillede op til, men det er jo heller ikke der, I skal ende, hvis I ikke vil. På samme måde som jeg ikke havde ambitioner om at blive den store annoncesælger i sin tid.

Min gode ven har en søn, der startede som flaskedreng i Netto. I dag sidder han højt placeret i samme koncern. Jeg kender stort set ingen chefer i det danske tv-produktionsmiljø, der ikke startede deres karriere som runner (stik-i-rend-dreng). Og helt skidt gik det da heller ikke for mig selv.

Det, jeg siger, er: Se ikke forhindringerne, men grib mulighederne. De er der… hvis I tør!