Jeg kan ligeså godt sige det, som det er.

Jeg er dybt, dybt fascineret af andre mennesker.

Og hvis ikke det var fordi, jeg havde andet at give mig til, kunne jeg nemt bruge dagevis – ja, eller årevis -  på at beundre menneskers forskelligheder, styrker og evne til at tilpasse sig, hvad end vi nu engang bliver kastet ud i.

Vi kan alle sammen noget forskelligt, selvom vi i bund og grund er så ens.

Halvdelen af os – sådan cirka – kan sågar føde børn, og det er netop dem, eller os, det skal handle om i dag.

For hvis der er nogen, jeg bøjer mig særligt dybt i støvet for af beundring, så er det kvinder, som har født børn, på den ene eller den anden måde.

Nogle kvinder føder hurtigt, imens andre ligger med veer i dagevis. Nogle kvinder føder vaginalt, imens andre føder ved kejsersnit, og lad mig bare lige hurtigt slå fast, at det ene ikke er mere rigtigt end det andet.

En fødsel er defineret som det forløb, hvorved baby, fosterhinder, fostervand og moderkage kommer ud af moderen; og det har altså ikke det fjerneste at gøre med, ud af hvilket hul babyen kommer. En fødsel er en fødsel.

Alligevel fornemmer jeg, at vi ofte roser de kvinder, som føder ukompliceret. Dem, som føder på syv timer fra første ve - allerhelst uden smertelindring - bliver hyldet som en slags overmennesker for deres fantastiske præstationer.

»Hvor er du bare sej,« siger vi i kor, imens vi klapper deres små krøllede babyer på hovedet. For selvfølgelig er de det, de kvinder.

Men vi bliver altså lige nødt til at snakke om, hvor seje alle de andre kvinder også er. Alle dem, som får fødslen sat i gang medicinsk, dem som har veer i dagevis, dem som får anlagt en sugekop, eller dem som får kejsersnit enten før eller undervejs i fødslen.

De er sgu da også seje! Faktisk vil jeg gå så vidt som til at sige, at de er mindst ligeså seje som dem, der fødte både hurtigt og ukompliceret, hvis jeg må være så fri.

Jeg har selv stået på fødestuen så mange gange og hjulpet kvinder og par igennem alle slags fødsler, og jeg må altså bare sige, at jeg ikke én eneste gang har forladt stuen uden en kæmpe respekt for den kvinde, der føder.

For uanset hvordan det foregår, og hvad der sker undervejs, så kommer vi ikke udenom, at en fødsel er en både stor, voldsom og meget hård oplevelse at gå igennem.

Det er benhårdt arbejde - eller en ikke uvæsentlig operation - og begge dele kræver altså et seriøst sæt æggestokke at håndtere.

Ovenikøbet i samme ombæring som éns liv i øvrigt bliver vendt op og ned, fordi man får et barn med sig hjem.

Det er så mega sejt, og jeg synes på ingen måder, at det bliver mindre sejt af, at man har veer igennem flere dage og alligevel ender med et vestimulerende drop, epiduralblokade, sugekop eller kejsersnit. Overhovedet ikke.

Jeg synes, det er så sejt, at kvinder kan – og vil – gå igennem alt dét for deres børn, som de endda endnu ikke har mødt.

Jeg synes, vi skylder alle de kvinder, der har født, at fortælle dem, at de har gjort et eddergodt stykke arbejde. Uanset hvordan fødslen forløb.

Det er svært nok – både fysisk og mentalt – at vende op og ned på sit liv, som man gør, når man får et barn, så det mindste vi kan gøre er da at hjælpe kvinderne så godt på vej som muligt ved ikke at slå dem i hovedet med deres fødselspræstationer, hvis ikke de var ukomplicerede.

Alle, der føder børn, er seje, alle, der føder børn, fortjener anerkendelse, og alle, der bliver mødre, fortjener i dén grad en håndsrækning i den første tid.

Så hvis vi nu kunne blive enige om på denne lyksaglige efterårsdag, at vi fremadrettet roser alle kvinder, der har født, for at gået igennem alle strabadserne – uanset hvor hårde de måtte have været – for deres børn? Det kunne altså bare være alletiders.

Det var bare lige det.

God weekend!