Det er ikke mere end et par dage siden, jeg blev præsenteret for en undersøgelse, som viste, at omtrent halvdelen af alle kvinder har komplekser over at gå på toilettet. Med nummer to, hvis du forstår.

Afføringsskam blev det kaldt, da jeg diskuterede undersøgelsen med et i øvrigt meget behageligt panel, på landsdækkende tv. Afføringsskam. Et – for mig – nyt ord, som jeg simpelthen ikke rigtigt ved, om jeg skal grine eller græde over.

For hvad pokker er nu det for noget at skamme sig over? At gå på toilettet, som alle mennesker gør. Eller som de få – med stomi - der ikke gør, sgu nok i virkeligheden ret gerne ville gøre.

Jeg mener, ét er at gøre det i rimelig diskretion – både for egen og andres skyld - men noget andet er da direkte at skamme sig over noget så naturligt som at træde af på naturens vegne.

Skam er uden sammenligning den allerværste følelse, vi har, og den fører for mig at se intet godt med sig. Der kommer aldrig noget konstruktivt ud af at skamme sig, og det fordrer ikke spor andet end at skabe en følelse og forståelse af, at man er forkert. Følelsen af skam kan nemlig sidestilles med at føle sig forkert.

Jeg kan for eksempel skamme mig over mig selv, hvis jeg kommer til at sige et eller andet upassende i en kontekst, jeg ikke føler mig hundrede procent tryg i. Som da jeg til et forældremøde engang udbrød, at det åbenbart populære skældsord 'knæler' da måtte betyde 'én, der sutter p..' til alle øvrige forældres store forfærdelse.

Jeg bliver pinligt berørt, føler mig forkert og skamfuld. Og så kommer jeg videre, for værre er det selvfølgelig heller ikke, end at jeg en anden gang lige skal overveje at vare min mund, inden jeg spiller ung med de unge og bringer den slags på banen til forældremøderne.

Hvis man derimod er skamfuld over at have afføring, så er vi altså ude på et sidespor, for man kan jo altså ikke bare lige vare sin mund – eller numse rettere sagt – og lade være med at have afføring igen en anden gang.

At have afføring er ret beset ligeså naturligt som det er at trække vejret. Omend det første naturligvis ofte dufter lidt mere intenst end det sidste. Vi skal af med vores afføring, for at vores kroppe kan fungere. Der er ingen vej udenom, og det er altså fælles front for os alle sammen, mænd såvel som kvinder, at vi som en tommelfingerregel gerne skal have afføring en gang i døgnet.

Så hvordan pokker kan det dog overhovedet blive et tabu? Hvordan kan det være, at nogen føler sig så pinlige over at have afføring, at der ligefrem bliver tale om en afføringsskam? At føle sig forkert, fordi man har afføring, hører jo ingen steder hjemme. Det ved de fleste af os nok godt, men alligevel er det til stadighed et tema.

»Kvinders prutter – og afføring – dufter af blomster,« siger nogen med et grin. Gu' gør de ej. Nogle gange lugter de ikke særligt, men andre gange, for eksempel hvis man har drukket rødvin med et højt indhold af svovl, så stinker det som et forladt slagterhus. Uanset om man er mand eller kvinde. Og den, der påstår andet, skulle simpelthen have vasket sin mund med sæbe. Bevares, jeg gad da godt, at virkeligheden var fuld af blomsterenge og duften af lavendel.

Men hvis den fordom betyder, at kvinder skal føle sig forkerte, ulækre, mindre feminine og usexede, bare fordi deres krop meget naturligt afstøder affaldsstoffer i ny og næ, så bliver det altså et nej tak herfra. Selvfølgelig skal vi alle sammen have lov til at gå på toilettet, når vores krop byder os det.

Og selv, hvis det en gang imellem måtte lugte eller sige et lille 'plop', når den lander i kummen, så skide da være med det.

Det er jo fælles for os alle sammen, og der er altså ikke noget at skamme sig over. Blev der sagt.