Livet er foranderligt. Det ved vi alle sammen godt.

Det er bare de færreste af os, der egentlig vil acceptere det.

For vi planlægger vores liv og sætter os mål og har drømme. Vi går i skole, tager uddannelser og er på vej ud i det liv, vi gerne vil leve. Vi er nemlig aktive medskabere af vores liv.

Men som livet går, finder vi ud af, at den plan, de drømme og de forventninger til livet, vi havde som yngre, ikke altid stemmer overens med det liv, vi kommer til at leve. Vi møder skilsmisser, sygdom, ulykker, fyringer, flytninger, aldring, corona og så videre.

Sagt på en anden måde: Livet er en kontinuerlig forandringsproces – fra vi fødes, til vi dør – der aldrig står stille. Din krop er ikke den samme som i går, dit forhold er konstant i bevægelse, dine børn vokser natten over. Og ja, maden i køleskabet ændrer sig efter nogle dage.

Alt levende er altid i bevægelse. Og stadigvæk er det noget af det, vi kan have allermest modstand mod. Nemlig modstand mod forandring.

Der, hvor forandring kan føles allersværest, er, når forandringen opleves som kommende udefra. At det ikke er en forandring, vi selv har valgt og har lyst til.

Disse slags forandringer indebærer ofte stærke følelser som svigt, sorg, vrede, angst eller følelsen af at være fortabt. Man befinder sig pludselig i en helt ukendt og uvant situation, som kan føles utrygt og meningsløst.

Jeg tror nu ikke, at det er selve forandringen som sådan, der volder os flest udfordringer, men det at vi holder fast. Vi holder fast i gamle vaner, i tidligere forhold, vi holder fast i livet, som det var før, i drømme som vi havde, i gamle minder – vi holder fast i fortiden.

Eller rettere: Vi sidder fast i fortiden.

Men tænk, hvis vi havde nemmere ved at give slip. At give slip på gamle vaner og rutiner i en virksomhed eller i måden, vi spiser på, at give slip på vreden og trangen til at have ret, når kæresten går ud ad døren, at give slip på en bestemt livsstil, at give slip på forældede værdier, som ikke længere gør dig glad, at give slip på sine børn og sende dem ud i livet, at give slip på gamle reaktionsmønstre og gammelt tøj, man aldrig får brugt alligevel.

Hvordan ville det være at kunne give slip med ynde og lethed i stedet for skam og vrede og takke de dele af sig selv, som er parate til at dø for den måde, de har hjulpet dig på indtil nu?

Hvordan ville det være at byde nye sider af sig selv velkommen? Nye sider, som sætter grænser, tør være sårbar, eller som tilgiver. Nye sider, som venter på at blive født.

Hvordan ville det være at acceptere, at den, du er, er foranderlig, lærende og skabende?

At være menneske er at være i forandring. Intet forbliver det samme hele tiden. Tab forandrer os, sorg forandrer os, glæde forandrer os. Så lad os forsøge at omfavne denne ’sommerfuglerejse’ noget mere. Være lidt mere Forrest Gump-agtige. Slippe alt det, der ikke tjener os.

For der er jo ingen endedestination, intet mål i sidste ende. Og der vil altid være dele af dig, som venter på at dø og dele af dig, som venter på at blive født. Du er aldrig ’gået i stykker’, aldrig rigtig fortabt, men altid i bevægelse hen imod en ny – og forhåbentlig mere vis – version af dig selv.