For nogen tid siden var der en kvinde, der skrev til mig på Instagram.

Hun spurgte, om det var normalt at føle sorg et helt år efter, at hun havde brudt med sin kæreste.

Wow, tænkte jeg. Hvis al sorg bare kunne tage et år.

For sorg er en finurlig ting. En slags usynlig, men gennemgribende tilstand uden nogen præcis udløbsdato. Sorg er tabu. Sorg er tungt. Og så ved vi alt for lidt om sorgens natur, hvilket gør, at vi kan føle os forkerte, unormale og ensomme i sorgen, når vi eksempelvis stadig føler tristhed efter et år.

Sorg ser sådan her ud:

Man har det helt fint det ene øjeblik for så at føle sig helt nede det næste øjeblik.

Og det kan godt føles, som om man er ved at blive skør, for man kan ikke forstå, hvordan humøret kan svinge sådan. Man har det for eksempel godt efter en god snak for så at begynde at græde på vej hjem i bilen til en sang.

Man undgår ting og mennesker, som minder en om ens tab.

Måske man kører en anden vej til arbejde eller ikke kan klare bestemte sange. I en periode. Indtil det ikke gør så ondt mere.

Man flyder ind og ud af tilstande som accept, fornægtelse, forhandling, vrede og depression.

Man mister lysten til aktiviteter.

Aktiviteter kræver energi, både fysisk og psykisk, og det har man ikke, når man sørger. Det er en tid til ro på alle planer.

Et behov for at være alene.

Vi er det nok lidt som et såret dyr, når vi sørger. Vi løber ind under bordet og slikker vores sår, indtil vi er parate til at møde omverdenen igen. Man har mindre energi og et naturligt behov for det enkle og det nære.

En følelse af, at ingen andre kan forstå omfanget af ens sorg/tab.

Det kan føles enormt ensomt at sørge, for dem omkring én har det ikke nødvendigvis på samme måde. Ligesom det kan være svært at åbne op for smerten og lade andre komme ind og bære noget af den.

En følelse af, at det tager lang tid at komme 'videre'.

Sorg er ikke noget, vi skal 'over', men noget vi skal 'igennem' og kan variere meget i tid og styrke. En præst sagde engang, at hun var syv år om at komme sig efter sin skilsmisse! Det er en gradvis individuel healingproces. Nogle udtrykker sorgen meget tydeligt og tidligt, mens andre tager længere tid om at kunne være med sorgen. Og derfor er det også normalt pludselig at blive grebet af sorg nogen tid efter et tab.

Man savner en idealiseret version af en person.

På en eller anden måde kommer man altid til at tænke på 'alle de gode' ting. Alt det gode ved den person og alle de dejlige ting, man lavede sammen. Man glemmer sjovt nok ofte skænderierne, de forskellige værdier, begrænsninger og de dårlige sider.

Vi ville sikkert komme hurtigere igennem sorgen, hvis vi tidligt lærte, at alle følelser skal føles. Ikke kun 'de positive'. De fleste tror, de skal føle glæde og lykke, men at sorg og smerte skal fikses, bedøves, druknes, gemmes eller ignoreres. Vi tror, at når livet bliver svært, er det, fordi vi har fejlet på en eller anden måde, at smerte betyder svaghed, og at vi skal 'tage os sammen og komme videre'. Men at være et helt menneske handler ikke om at føle sig lykkelig, det handler om at føle alt.

Så til dig, der er i sorg netop nu. Sæt en post-it på dit badeværelse spejl, hvor der står: 'Føl det hele'.