I weekenden havde jeg to intensive dage på Body SDS-uddannelsen, som jeg er ved at tage. En del af uddannelsen er at arbejde med 'sin bagage', og derfor talte vi i grupper om, hvordan vores liv havde været fra 5-10-års alderen.

En mand i min gruppe fortalte, at han altid havde følt sig anderledes og forkert der, hvor han voksede op. Og særligt hans far havde givet ham følelsen af at føle sig forkert.

Han begyndte for første gang i sit liv at græde over denne indsigt, og straks var der en anden person i gruppen, som helt instinktivt begyndte at tale ham væk fra den følelse.

Han ville selvfølgelig bare hjælpe ham ved at forklare farens adfærd og dermed 'fjerne' følelsen af at føle sig forkert.

Problemet er, at vi oftest tror, at vi kan fjerne smerte og ubehag i vores liv ved at gå i en anden retning, ved at fjerne os fra det og ikke tænke på det eller foretage os noget. Vi flygter og dulmer med mad, alkohol, fester, arbejde osv.

Det gør vi, selv om det eneste, vi i virkeligheden kan gøre for at fjerne det, er at gå direkte ind i følelsen og mærke den, indtil den mister sit tag over os.

Vi fjerner os, fordi vi som mennesker naturligt søger mod nydelse og glæde og væk fra smerte og ubehag. Måske nok fordi vi er født sådan. Uden bekymringer, angst og stress. Og det er, selv om vi godt ved, at livet ikke kan leves uden en vis portion smerte.

Men som den kloge Carl Jung engang har sagt: Whatever you resist, persist. Altså det, som vi gør modstand mod, forbliver. Det, vi ikke vil mærke, bliver ved med at være der. Følelsen af at være forkert som barn lå ikke kun som en fjern følelse i hans barndom, men påvirkede hans nuværende forhold til faren, hans romantiske forhold og hans arbejdsrelationer.

Vi har som samfund så meget fokus på lykke og succes, at vi dårligt tør sige, at vi har en dårlig dag, er i sorg, har ondt på en eller anden måde eller føler os fortabte i perioder af vores liv.

Jeg foreslår, at vi forsøger at gå til livet med en større accept af, at vi selv og livet indeholder både det lyse og det mørke. Vi er ikke kun vores pæne cv. Vi er meget mere end det. Ikke at vi direkte skal søge smerten eller dyrke den. Men vi skal tåle den og tage den i hånden.

Vi skal som forældre ikke altid redde vores børn ud af deres smerte, men lade dem mærke og lære selv at finde vejen. Vi skal dele det, når vi selv har ondt, og acceptere, at vi har det svært i en periode, når parforholdet stopper, eller når vi mister retning i livet.

Vi skal simpelthen begynde at være mere nysgerrige og omfavne den del af os, der 'gør ondt'.

Vi tror altid, at vi er de eneste i verden, der føler utilstrækkelighed, de eneste i verden med netop det svigt, den eneste i verden med lige netop dét problem. Men det er vi aldrig.

Alle andre dealer med nogenlunde de samme ting. Vi er hverken forkerte, uelskelige, fortabte eller svage. Vi er mennesker med alverdens erfaringer og oplevelser.

Så hurra for den nye sorgorlov, hvor alle forældre, der har mistet et barn under 18 år, kan holde et halvt års orlov. Det er en anerkendelse og respekt for smertens natur og tilstedeværelse i vores liv.