Det kan være en jungle at gå ind i en boghandler og lede efter en bog om børneopdragelse, for der er rigtig mange bud på den 'gode', den 'rigtige' og den 'succesfulde' opdragelse af børn.

Vi har nemlig så meget fokus på, hvad vi kan, og hvad vi skal gøre for at give dem den bedste start i livet, at vi hurtigt kommer til at misse et vigtigt aspekt i opdragelsesdebatten.

Det er noget, vi aldrig rigtig taler om i det offentlige rum, og som dog er et afgørende aspekt af forælder-barn-relationen. I hvert fald hvis man ønsker et tæt og kærlighedsfyldt forhold til sit barn.

Og det er: Dit barn opdrager dig lige så meget som omvendt. Dit barn er din bedste læremester.

Forælder-barn-relationen og opdragelse i dag handler næsten udelukkende om, hvordan forældre opdrager deres børn, altså at opdragelse hovedsageligt er et envejsforhold.

Bevares, de er vores ansvar, vi har mere livserfaring, og det er os, der skal træffe nogle beslutninger.

Og selvfølgelig skal vi sætte rammerne og skabe ro, rytme og regelmæssighed. Så langt så godt.

Men ansvaret handler også om at acceptere og anerkende, at vi, fra de ligger i vores arme, til vi lukker vores øjne, indgår i et livslangt ligeværdigt læringsforhold.

Et gensidigt spirituelt partnerskab, om man vil.

Intuitivt giver det måske god mening, men hvor meget lever vi efter det? Hvor ofte er vi opmærksomme på, hvad vores børn egentlig lærer os – og ikke omvendt?

Her kommer et par eksempler:

Vi lærer om tålmodighed (utålmodighed) og vores evne til at sætte farten ned, når vi går tur med det lille barn, som stopper og dufter og peger på hver en blomst. Eller når det ønsker at skifte tøj for 117. gang.

Vi lærer om vores egen vedholdenhed og indre styrke, når vi nat efter nat ikke får sovet ordentligt og alligevel formår at udvise ro og nærvær.

Vi lærer om en ubetinget kærlighed, om hvordan man naturligt og spontant giver og modtager dyb kærlighed.

Vi lærer om venlighed fra det ene barn, om sanselighed fra det andet og om viljestyrke fra det tredje. For alle børn er jo forskellige og viser os forskellige menneskelige styrker.

Men den vigtigste læring ligger måske i, hvordan vores børn kan hjælpe os med at bearbejde vores 'unfinished business'. Vores følelsesmæssige sår fra barndommens gade.

Måske vi indser, at vores barns tendens til at udskyde lektier eller andre ting også er en tendens, vi selv har. Eller måske det kan føles som at kigge sig selv i spejlet, når vores barn bryder sammen, så snart tingene ikke lige går efter deres snude. Frustrationer i forhold til at sætte grænser, fordi vi selv har svært ved at mærke vores egne.

For når de trykker på vores røde knapper, og vi reagerer med skam og magt og vrede, kan vi være sikre på, at skeletterne danser i vores rygsæk.

Lige der får vi endelig muligheden for at forløse og heale noget fra vores egen opdragelse og dermed blive en mere hel og autentisk version af os selv. Og ikke en, der efter et skænderi er fyldt op af skyld og dårlig samvittighed.

Så hvad lærer du af dit barn?