Noget af det, der allermest kendetegner denne her tid, må være samarbejde og sammenhold. Eller som det så smukt er blevet formuleret: samfundssind.

Alle gør sit, og selvom der normalt er uenighed blandt folk, står vi sammen nu. Derfor er denne tid også rigtig 'spændende' for os sammensatte familier.

For hold nu op, hvis man syntes, at en sammensat familie krævede samarbejde før krisen, så kan man nu gange det med 10.

Det skal lige siges, at jeg har tre børn med to forskellige mænd, og at jeg ikke bor sammen med nogen af dem. Allerede der arbejder vi med tre børn på tre adresser (Ja, jeg ved godt, jeg ikke gør det nemt for mig selv).

Dvs. ud over at skulle tage stilling til mine børn og min egen familie skal der også tages stilling til begge fædres familier og eventuelle kærester. Folks forskellige holdninger og helbred. Det er sindssygt mange mennesker og adresser, der nu virkelig skal spille med åbne kort og samarbejde om alles fælles sundhed.

For slækker man lidt på det et sted, kan det jo potentielt 'gå ud over' andre i familien, som passer ekstra godt på. Når der så også er ældre personer med kroniske lidelser iblandt, bliver sammenholdet og 'familiesindet' ekstra udfordret.

Og der er det, som om 'sammen, hver for sig' ikke rigtig holder, når de dejlige unger binder os allesammen sammen og stadig kører diverse deleordninger.

Mere konkret handler det om at få lagt en plan med to fædre, som har lidt forskellige holdninger til, hvordan man færdes i denne tid, tre børn med vidt forskellige behov, som jeg ikke nødvendigvis har på samme tid, nogle bedsteforældre, som spiller meget forskellige roller i børnenes liv, og så ens eget arbejdsliv.

Vi valgte f.eks., at jeg skulle have de store børn hos mig, da min datter for noget tid siden kom hjem fra studietur til USA, og deres far var i karantæne.

Det betød så, at min yngste skulle være 14 dage hos sin far for at holde min datter væk fra ham, hvis hun nu skulle være blevet smittet i USA. Og det krævede selvfølgelig, at alle parter var indstillet på den plan, selvom den indebar lidt diskussion og en hel del savn.

Men det bedste, vi kan gøre, er at tale sammen om vores egne familiestrategier, hvad vi selv må og ikke må, og hvad børnene må og ikke må. Hvad man kan gøre med logistikken, hvis nogle bliver smittet, og ikke mindst hvordan vi kommunikerer situationen til børnene.

Og man kommer til at diskutere og være uenige mange gange, hvilket er en del af usikkerheden og tvivlen, for med tiden kommer der fødselsdage, skolestart eller utidige teenagere, hvor vi som forældre vil have forskellige holdninger til, hvad der så skal ske.

Så lad os gribe situationen som en mulighed for at øve os i mere kommunikation, mere hensyntagen til hinanden, større fleksibilitet end i hverdagen og mere medfølelse over for andre familiemedlemmer, fordi vi bliver tvunget til at holde fokus på noget, der er større og vigtigere end os selv.

Nemlig på livet og vores børn.