Jeg er vokset op med, at livet skal lære os noget. At der er en grund til, at vi er her. Og at vi har et formål med at være her.

Nogle vil måske sige, at det er noget sludder, mens andre vil mene, at det er en mere åndelig eller spirituel tilgang til livet.

Men særligt under kriser kan det være nyttigt at se det hele lidt ovenfra og i et større perspektiv. For ligesom personlige livskriser ofte kommer med en lektie eller to, kan vi ligeledes forsøge at se globale kriser som lærerige og med et formål.

Vi er alle væltet ud af hamsterhjulet og står nu helt forpustede og ved ikke, hvor vi skal løbe hen. Og derfor bliver vi urolige og utrygge, vi keder os, bliver mere ensomme, vi bliver presset i hjemmet og frustrerede over, hvornår det her ender.

Men vi bliver også mindet om ting, vi hurtigt glemmer.

Vi har glemt, at vi alle er ens, ligegyldig hvilken kultur, religion eller job vi har. Alle kan blive syge – om man beder til den ene eller anden gud, er lige meget.

Vi har glemt, at alting hænger sammen. Mennesker, dyr og naturen. Når vi forurener et sted på kloden, vil det påvirke andre steder. Og hvad der sker i Kina, vil (bogstavelig talt) påvirke os her.

Vi kan ikke mere tænke snævert og på os selv og tro, at andre landes ve og vel ikke påvirker os på sigt. Vi hænger sammen og skal tænke mere systemisk.

Vi har glemt, hvor utrolige vores kroppe er og at leve i overensstemmelse med den. At give den sund kost at leve af, så vores immunforsvar naturligt kan bekæmpe diverse sygdomme og stå stærkere, når den rammer. I stedet fylder vi os med forproduceret mad og E-numre og bliver overraskede over antallet af diverse livsstilssygdomme.

Vi har glemt, at vores tætte relationer er det vigtigste. At vores evindelige stræben efter succes og anerkendelse og det rigtige postnummer er ligegyldigt, når ens nærmeste er i risikogruppen og ikke ville kunne overleve at blive smittet.

Vi har glemt, hvor materialistiske vi er blevet. Vi taler ikke så meget om hullerne i vejen, eller om hotellet skal være med tre eller fem stjerner lige nu. At livet også kan være helt okay med en tur i skoven, en ny håndsprit og en erkendelse af, at man har haft det samme par bukser på i næsten en uge!

Vi har glemt at være i kontakt med vores familie(liv) – og os selv. For nu er vi tvunget til at være hjemme og tage stilling til familiens tilstand. Hvis vores parforhold knirkede før, bliver det nu endnu tydeligere.

Hvis kommunikationen med teenageren kunne være udfordrende før, bliver det nu til skænderier. Vi kan ikke løbe hjemmefra mere og har nu muligheden for at styrke vores hjem og os selv.

Vi har glemt at holde vores ego i stramme tøjler. At ligegyldigt, hvor mægtige vi er som lande og nationer med penge, magt og atomvåben (ingen nævnt, ingen glemt), så kan en usynlig virus få verden til at gå i stå.

Og vi har glemt, at vi hele tiden har muligheden for enten at frygte hinanden, at værne om os selv, at bekrige hinanden eller at samarbejde, hjælpe hinanden, at dele klodens ressourcer, at give og at støtte hinanden, når der er brug for det.

Om denne virus ender med at blive en historisk nedtur eller et historisk vendepunkt, det må tiden vise. Jeg håber på det sidste.