Forleden fik jeg et spørgsmål på Instagram fra en mor, som ikke rigtig vidste, hvordan hun skulle forholde sig til sin datters savn af sin far, når hun var hos hende. Og at det mest var, når hun skulle sove, at hun mærkede savnet.

Jeg tror, enhver skilsmissefamilie kender til følelsen af savn. For fravær og kærlighed må nødvendigvis være lig med savn. Jeg kender det i hvert fald alt for godt selv. Savnet til ens børn kan være noget af det sværeste, når man bryder op.

Men hvad gør dette savn egentlig ved vores børn og deres trivsel? Hvordan skal vi håndtere det som forældre, så de kan lære at leve med, at følelsen er et grundvilkår som opdelt familie? For som forældre kan vi måske bedre forstå og acceptere, at denne følelse er en del af skilsmissefamilien.

For det første skal man ikke slå sig selv i hovedet med skyld og dårlig samvittighed over, at ens barn savner. Det kan hverken du eller dit barn bruge til noget.

Alligevel kan man jo som voksen godt blive 'ramt' af det og ked af selve situationen. Men forsøg at skille tingene ad og accepter, at det er en naturlig følelse grundet situationen.

For det andet er det vigtigt at kunne rumme og anerkende, at barnet savner. Dvs., at vi ikke må feje følelsen væk og begynde at sige ting som 'det skal du ikke føle' eller 'det er jeg ked af at høre.

Ligesom vi ikke skal begynde at tale om noget andet for at forsøge at 'slukke' følelsen hos barnet eller ubehaget hos en selv. For hvis der er noget, vi som forældre ikke kan klare, så er det, at vores børn lider eller har ondt.

Men vi kan lære dem at leve med og give udtryk for denne følelse ved at rumme den og sige ting som 'det forstår jeg så godt', 'det er helt naturligt, at du savner', 'man kan godt blive lidt trist, når man savner ik', 'når man savner, betyder det, at man elsker', osv.

Og det kan godt være svært, hvis det gør ondt på en selv, og man har diverse følelser i spil. Men forsøg at være i barnets savn, indtil det føles naturligt at 'gå videre', eller barnet selv begynder at tale om noget andet.

Ofte skal der hverken siges eller gøres så meget, men bare en tur på skødet og et langt og stille kram.

Med små børn kan savnet godt komme til udtryk på andre måder som generel ængstelighed, lidt ondt i maven ved sovetid osv. Mens større børn nogle gange har nemmere ved at sætte konkrete ord på, hvis de altså føler sig mødt i denne følelse.

Og for nogle børn kan det også hjælpe at ringe op og sige 'hej' inden skoletid, mens det for andre vil gøre savnet større. Der må man som forældre mærke efter, hvad der er behov for.

Her til aften, da jeg skulle lægge min søn på fire år, sagde han helt stille: »Jeg er ked af det.«

Så sagde jeg: »Er du ked af det, skat? Savner du, far?«

Han nikkede. »Savner du farmor?«

Han nikkede. »Det forstår jeg godt, det er helt okay! Ved du, hvad det betyder?«

Han kiggede med store øjne på mig.

»Det betyder, at du elsker dem, og at du har et stort hjerte fyldt med kærlighed…Og du ser dem liiige om lidt igen.«

Og så smilte han og spurgte om en godnatsang.