Når det drejer sig om sygdomme, er jeg temmelig hårdt ramt.

Når jeg får medicin (og det gør jeg heldigvis ofte), læser jeg indlægssedlen fra top til bund. Og jeg fejler med det samme alle de ting, der står i kapitlet med 'ekstremt sjældne bivirkninger'. Jeg har både sygdommen og bivirkningerne.

Derfor er jeg også hårdt ramt af coronavirus. Jeg er ganske vist ikke rigtigt blevet smittet endnu, men det betyder ikke, at jeg er glad. For det er kun et spørgsmål om tid.

Og den har fået krammet på os, ik? Vi gik fra nul til mange smittede på en uges tid. Om lidt er det 800. Om nogle måneder er det hundredtusinder.

Kineserne smed en sten i vandet, og ringene breder sig. I dag må vi ikke tage til Lombardiet. Om en måned må vi ikke tage til Sindal.

Økonomien er ramt. Tomme fodboldstadions, lukkede skoler, aflysninger, masker, håndsprit og karantæner. Jeg har 17 kolleger siddende bag lukkede døre. De taler med kæresten gennem dørspionen.

Det er ikke godt. Men det er nok nødvendigt.

En eller anden skræk har ramt os. I hvert fald mig selv. Men det undrer mig bare, at jeg så ikke har været bare behørig skrækslagen over de almindelige influenza-typer gennem de sidste 63 år. For tallene er tydelige nok:

Op mod en million danskere bliver ramt hver vinter. Et sted mellem 1.000 og 2.000 dør af det. Her i Danmark. Hver vinter.

I USA viste opgørelsen for to uger siden, at 29 millioner mennesker lige nu er ramt af almindelig influenza. Der er 16.000 døde. Ingen aflyste koncerter og ingen tomme stadions af den grund.

Jeg ved godt, at vores nye coronavirus kun lige er begyndt. Jeg ved godt, at den er markant mere dødelig end almindelig influenza. Jeg ved godt, at den også rammer hulbrystede klummeskribenter i en relativ høj alder.

Men de fleste klarer den trods alt. Og når jeg selv og alle andre alligevel er hårdt ramt, er det også, fordi den rammer mere end vores helbred. Den rammer jo alt det, vi godt kan lide. Ferierejsen. Fodboldkampen. Halballet. Håndtrykket.

Det moderne menneske er blevet afhængig af samkvem og socialisering. Fester, fly, ferier, festivaler. Venner. Sjov og ballade. Vi har udnævnt tilværelsen til en forlystelsespark, og vi har alle ret til et turpas.

Nu er turpasset pillet af os. Nu skal vi for en tid leve med omtanke. Nu skal vi holde afstand og vaske hænder.

Nu skal vi være nærige med det rituelle knus til mennesker, vi i øvrigt ikke kan fordrage.

Det eneste formildende er måske, at vi endnu en gang er blevet sat på plads af naturen. Vi bliver ramt af vores eget svineri.

Om det så er fossile brændstoffer, pesticider eller bjerge af giftigt affald og livsfarlige markeder i Asien, så slår naturen næsten bibelsk tilbage med græshopper, regn, storm og hedebølger.

Nu er det så en lillebitte fyr ved navn Covid-19. Og bare vent, han har en kammerat, der viser sig senere: Covid-20.

»Life always finds a way,« sagde Jeff Goldblum i Jurassic Park. Og det var ikke os mennesker, han tænkte på. Og det var slet ikke mig. Men jeg er jo heller ikke helt rask.