Jeg har lige opdaget, at Dansk Sprognævn inviterer os alle til at kåre årets bedste SoMe-beskeder og den slags.

Jeg overvejer at foreslå et tweet, jeg så forleden: Esbjerg havde lige besejret FCK i Superligaen, og så skrev en kvinde: 'Man ved, det står skidt til, når Esbjerg scorer mere, end jeg gør.'

Det tweet har sin egen elegance, ik'? Og en vis selvironi. Og derfor bør sådan en sætning vinde. For der er ved Gud i himlen ellers ikke megen selvironi derude. Der er tværtimod oceaner af egne navler.

Det værste er, at det smitter. For jeg gør det også. Jeg har ganske vist fået mig vristet ud af Facebooks omklamring, men jeg er aktiv på et par andre platforme. Og når jeg kigger ned over dem, kan jeg godt se Jens Gaardbo i egen juice. Se min hund. Se mig på cykel. Se mig på ferie.

Jeg er på ingen måde selv verdens dybeste menneske. Jeg er muligvis også blevet for gammel og misantropisk og melankolsk. Men jeg undrer mig alligevel over, at vi i den grad har taget de sociale mediers stakåndede væsen til os.

For alle, jeg møder, beder faktisk om noget andet. Lidt mere ro, for eksempel.

Derfor vil jeg også opfordre Dansk Sprognævn til at honorere andet end det flygtige og alt det nye. Alt det vrede på SoMe og alt det bitre. Vi skal belønne det forsonende.

Og så vil jeg som altid foreslå en bæredygtig sprogpolitik, sådan at vi på sociale medier pludselig igen kan se ord som eksempelvis 'lussing', 'obsternasig' og 'fusentast'.

Til gengæld skal vi skrotte alle de billige, nye ord og vendinger.

Hvorfor siger folk for eksempel 'jeg hører, hvad du siger', når de i virkeligheden mener det modsatte?

Hvorfor bliver vi ved med at sige 'fuck'? Fuck dig og fuck din mor. Fuck din hund. Jeg har ovenikøbet hørt sætningen 'hva’ fuck er klokken?'

Og hvordan slipper vi af med 'italesætte' og 'narrativ'? Send de ord tilbage til universiteterne.

Desværre er Dansk Sprognævn ikke et sprogpoliti, så de må og vil ikke forbyde vores hærværk på sproget. Det ville ellers være dejligt, hvis de kunne udstede bøder til dem, der bliver ved med at sige 'hångklæde' og 'advocado'.

Det vil tilsvarende være passende med betinget fængsel i 14 dage til de politikere, der bliver ved med at sige 'på sigt'. Og til ham, der forleden skrev på Instagram, at han havde gået en 'kilomet' i regnvejr.

Jeg ved godt, at jeg ikke skal bestemme, hvordan andre skal tale og skrive. Men jeg går op i sproget, fordi det trods alt er noget, vi har sammen. I en tid hvor alting ellers trækker os i forskellige retninger.

Og fordi det forærer os muligheden for det stille smil. Som hende, der stod for tweetet oppe i toppen af denne klumme. Hun havde i øvrigt også en kommentar til alle de Michelin-stjerner, der er delt ud i ugens løb:

'Danske restauranter får i hoved og beep af stjerner. Jeg får som sædvanlig ikke en skid.'

Jeg tror, det vil lykkes for hende. På sigt.