Kære venner, det går jo ad helvede til.

Smitten. De syge. De småsyge. Lukninger. Konkurser. Fyringer. Pensioner, der fordufter. Ældre, der sidder alene. Mennesker, der dør.

Men det er også lige nu, vi skal vise, hvad vi er gjort af. Og måske er vi efterhånden klar til det.

Det begyndte ellers ikke så godt. Jeg tænker på dem, der stod i 80 meter lange smittefarlige køer i Bilka for at redde sig otte ruller toiletpapir. Og jeg tænker på dem, der over flere dage tømte brødhylderne i supermarkedet for næsen af andre.

Det var ikke vores fineste stund. Er vi kommet så langt ud i vores forkælede livsstil, at en meget stor krise først og fremmest får os til at tænke på sandwichbrød og lokumsruller? 'Brød og bæ,' tænkte jeg. Nu viser nationen godt nok ansigt.

Det gjorde den også, da vores privilegerede storbyungdom sidste weekend klumpede sig sammen ved søerne i København og på pladserne i andre storbyer for at nyde solen. Der sad de tæt og smilende. De hvide tænder glimtede, og øjnene slog smut.

Disse smukke, men øjensynligt småt begavede, unge vidste formentlig udmærket, at de i samme øjeblik var i fuld sving med at udbrede smitten. De vil næppe selv blive alvorligt syge af den. Men det vil andre. Og det så ærlig talt ud til, at de sked på det.

Det gør de ikke nok ikke mere. Dag efter dag har regeringen og partierne strammet skruen. De har gjort det i afmålte pakker, sådan at vi kunne nå at vænne os til det. Og nu er vi kun millimeter fra et ægte shutdown.

Det er hård kost. Og selvfølgelig tænker vi på, om medicinen snart er værre end sygdommen. Selvfølgelig tænker nogle, at Søren fra Sundhedsstyrelsen er lige lovlig bekymret. Og selvfølgelig tænker andre, at Mette fra regeringen har været i Silvan og valgt den største forhammer, hun overhovedet kunne finde.

Men jeg tror, at vi er med på den. Og folk er begyndt at vise tænder.

Nu er der tusinder af sundhedsfaglige pensionister og studerende, der tilbyder deres hjælp på sygehusene. Nu er der en bølge på Facebook, hvor danskerne tilbyder at købe ind for de gamle, der sidder alene i lejlighederne.

Nu er der naboer, der hjælper hinanden. Nu passer bedsteforældre børnebørn. Nu gør vi i øvrigt stort set det, Søren og Mette beder os om. Og de har bedt os om at gå i krig. For at kvæle corona.

Er man så også i krig, hvis man som jeg på ottende dag bare sidder hjemme med feber og selvmedlidenhed? Ja da, fordi jeg holder mig hjemme.

Jeg lugter efterhånden ikke så godt, og jeg er ikke i fronten som dem i sundhedssektoren. Eller som mine kolleger på News, der sidder på skærmen time efter time døgnet rundt, mens de fleste andre medarbejdere er sendt hjem.

Så jeg er ikke nogen helt. Men jeg er med i strategien.

I øvrigt må jeg nok erkende, at jeg også selv hamstrede to dage i træk oppe i det lokale supermarked. Men det var for at sikre mig betryggende mængder af rødvin og franske vafler. Så kan de andre beholde deres 'Brød & Bæ'.