'Sommeren er forbi nu, og den nærmest fløj afsted.'

Sådan lyder CV Jørgensen fra højtaleren på mit Christiansborg-kontor. Hans karakteristiske stemme, melodien og teksten sætter en lidt melankolsk stemning, men der er alligevel glæde og optimisme i min røde hule. Sommeren fløj afsted med to valg, og nu er det efterår med nye muligheder på Borgen.

De langstrakte valgkampe i foråret trak mentale søm ud, så bagefter sprang kæresten og jeg på motorcyklen. Det renser hjernen at blive blæst igennem og at koncentrere sig om kørslen. Hovedet kobler af fra politik, når motorcyklen presses rundt i skarpe sving og op og ned ad bakker. Naturen er tæt på med dufte fra markerne, lyden fra trafikken, brølet fra motorcyklen i acceleration og vinden der rusker i læderjakken.

Friheden ved ture, som ikke er planlagte. Drej til venstre, højre eller ligeud og hils på andre motorcyklister. Det er frihed, det er sgu livet, når jeg fyrer op under min 1700 kubik Harley Davidson-motorcykel.

Som motorcyklist er det let at falde i snak med lastbilchauffører, og vi triller ind på rastepladser, som er vinduer ind til fattige parallelsamfund. De er spejl af den stigende ulighed, hvor chauffører arbejder, lever og bor i førerhusene i lange perioder. Maden bliver tilberedt over primitive gasblus, og de ensomme timer slås ihjel med tv fra hjemlandet gennem en parabolantenne på taget.

I udkanten af Ringe på Midtfyn holder lastbiler på en parkeringsplads uden faciliteter af nogen art. Jeg snakkede med et par stykker fra Balkan, som så ud til at være sidst i 50'erne.

Nu kører de pendulfart med juice i Skandinavien et par tusinde kilometer hjemmefra og med savnet siddende i kroppen. Lav løn, mange timer og henvist til at skide mellem buskene. Føj, hvor uværdigt. Men der kan sikkert spares nogle få ører på juicen fra Rynkeby, der produceres i nærheden.

Et andet sted mødte jeg en ung gut fra Rumænien, som havde boet i lastbilen i over et halvt år.

I sidste uge besøgte jeg en byggeplads i London med 1.800 håndværkere. 80 procent arbejdede som 'selvstændige', men det er jo fup og fidus. I virkeligheden har de ikke egne firmaer, men er splittet af hovedentreprenøren og må finde sig i dårligere og usikre vilkår.

Over 1.000 arbejdere på byggepladsen kom fra Østeuropa og arbejdede mange timer til lave lønninger. Den gennemsnitlige realløn i UK er faldet gennem de sidste ti år, og mange har et ekstra job. De fattigste uden job klarer kun dagen og vejen med mad fra såkaldte 'Foodbanks'. Værsgo, der er serveret, og retten er rå liberalisme og kynisk borgerlig politik.

Handel med mennesker har hverken moralske eller geografiske grænser, og i værste tilfælde dør de i containere i jagten på et bedre liv. Men der er intet nyt eller moderne ved slaveri.

De rigeste gnider sig i hænderne, mens uligheden galoperer derudaf. Fattigdom og fornedrelse stikker især sit grimme fjæs frem i lande som Storbritannien, men du kan også bare trille forbi en dansk rasteplads eller et parkeringsområde på Midtfyn.

Arbejdsmarkedet er lige præcis et marked for køb og salg af arbejdskraft. Hvis lønarbejderne ikke rotter sig sammen i slagkraftige fagforeninger, bliver de solgt til stanglakrids. Uden et politisk flertal, der holder hånden under det ordnede, regulerede og civiliserede arbejdsmarked tager fanden de sidste.