Velkommen i madklubben. Velkommen til en god og velfungerende arbejdsplads, hvor man hver dag køber ind til fælles frokost. Alle betaler det samme og spiser i fællesskab. Men hold fast på bestikket og hold øje med, hvem der spiser med. Der findes trælse typer, som gerne vil spise, men ikke bidrage.

Du kender måske sangen 'Fedterøv'?

En enkelt kollega rækker hver dag ind over bordet for at forsyne sig med den dejlige mad. Efter nogle dage får han et vide, at maden betales gennem klubben for de ansatte.

Det er han så fløjtende ligeglad med og klynker, at han er lige så sulten som alle andre. Han får selvfølgelig tilbud om at komme med i madklubben, men det vil han ikke. Efter et stykke tid får han valget mellem at betale til madkassen eller humme sig væk fra bordet. Egentlig fair nok, ikke? Det har intet med chikane eller mobberi at gøre.

Da jeg arbejdede som tømrersvend, respekterede jeg kollegers frie valg i forhold til, hvilke foreninger de ville være medlem af. De skulle så til gengæld også respektere mit valg og min frihed.

Det var vel også min ret at bestemme, om jeg vil arbejde sammen med folk, som vælger at stå uden for det faglige fællesskab. Jeg vil meget nødig have kolleger, som bare lægger sig i læ af de organiserede, gafler alle fordelene, men lader fagforeningsmedlemmerne betale gildet.

Retten til frihed går begge veje.

Et reaktionært sammenrend benytter en episode i lufthavnen til hetz mod hele fagbevægelsen og dermed grundlaget for vores arbejdsmarked med regulerede og ordnede forhold. Men en enkelt sag skal ikke bruges til groteske anklager mod fagbevægelsen for at være 'bøller' eller 'mafiaorganisationer'.

I front er ideologiske fagforeningshadere og egoistiske, fedtede 'free riders', der altid ligger i læ, når andre betaler regningen.

Vi ser aggressive arbejdsgivere som bl.a. vognmandsorganisationen ITD, borgerlige medier samt politikere og aktivister fra højrefløjen. Sammen prøver de at sætte stød ind mod det faglige fællesskab, som er vejen til gode løn- og arbejdsforhold for almindelige mennesker.

De vil svække fagbevægelsen som bolværket mod et liberalistisk samfund og wild west-tilstande.

Den samme forsamling synger ellers med i koret, der hylder den såkaldte 'danske model' for arbejdsmarkedet. Men i det daglige piller de sten ud af fundamentet for bygningen.

Et reguleret marked hænger selvfølgelig nøje sammen med, at vi har stærke organisationer for både lønmodtagere og arbejdsgivere. Bygningen bliver stående, selvom der mangler enkelte sten, men den bliver svagere. I stedet for at fjerne sten skal bygningen løbende holdes ved lige, for ellers risikerer vi, at den falder sammen.

Det er netop vores geniale model, som på samme tid giver tryghed, dynamik og fleksibilitet. Vores stabile og rolige arbejdsmarked er gåsen, der lægger guldæggene til velfærdssamfundet.

3F og andre forbund løser i professionel stil bunker af store og små konflikter hver eneste dag. Stærke faglige organisationer og det daglige konstruktive samarbejde på arbejdspladserne er den olie, som smører maskinen på arbejdsmarkedet.

Kontingent til fagforeningen er noget, vi giver til hinanden, ganske som vi betaler skat til velfærdssamfundet. Vi hjælper hinanden. Hvis vi ikke står sammen, bliver madklubben nedlagt, og vi ender med at spise krummer fra de riges bord.