Syge, sårbare og udsatte mennesker har fået nok. De forlanger respekt, retfærdighed og forståelse i kommunerne. Er det for meget?

Gu’ er det da ej! Loven om førtidspension og fleksjob virker ikke, som den skal, og Christiansborg burde anstændigvis række en hjælpende hånd til de, som snubler. Skal vi gå samme vej, socialdemokrater?

Her på B.T. har jeg tidligere stillet forslag om fælles fodslag bag tolv initiativer, der stiller borgerne stærkere over for systemet. Nu tager vi den en gang til for prins Knud og formand Mette. Denne gang i en kort udgave.

Mette Frederiksen taler om behovet for en ny lov, der kommer borgerne i møde, og det koster jo ikke noget at sætte ord i rækker. Men der er brug for, at I kommer frem i lyset og stiller konkrete forslag.

Jeg prøver igen at skrue op for varmen og røgen i hulen, hvor I gemmer jer? På et tidspunkt kommer I vel ud og deltager i debatten. Er I til noget?

Gennem nogle måneder har jeg rundt om i landet arrangeret såkaldte 'lyttemøder', hvor alle var velkomne til at fortælle om mødet med det kommunale sagsbehandlingssystem. På disse velbesøgte offentlige møder lagde jeg ører til mange rædselshistorier om ydmygelser, oplevelsen at blive reduceret til et sagsnummer og nye arbejdsprøvninger.

Det væltede frem med historier, hvor modige mennesker stod frem og fortalte om deres egne personlige kampe for at få rettet op på liv, som af den ene eller anden grund var væltet.

Hvad siger de så, de mennesker som er fanget i og af systemet? Ja, mange føler sig spændt fast på en kommunal pinebænk, hvor den sidste teoretiske arbejdsevne skal presses ud. Hvis de ikke leverer noget 'restarbejdsevne', fortsætter bearbejdningen for at fremtvinge en 'tilståelse'. Udført med en nidkærhed som den spanske inkvisitionsdomstol.

Møderne bekræftede, at det kræver et godt helbred at være syg, og at mennesker, som nogle gange bliver kaldt svage, ofte er de stærkeste.

Mennesker, der har brug for en førtidspension eller et fleksjob, kan ikke leve af fine kongrestaler, smarte erklæringer og magiske strygninger. De har brug for en ny lov fra Folketinget, og de har brug for kommuner, der behandler dem som medborgere og ikke som modstandere.

Der er nemlig en verden til forskel på, hvordan kommunerne behandler sine egne borgere. Det går simpelthen ikke, og nu må vi fra Christiansborg sætte nye og skrappere rammer.

Tiden går, usikkerheden vokser, nogle rammes af depression, og mange bliver mere og mere syge af ventetiden. Det avler desperation og frustration. Borgeren skal have flere klare rettigheder.

Vi skal fjerne snubletrådene og ydmygelserne og i stedet give svagt stillede mennesker et stærkt fundament at stå på. Måske de tolv initiativer, som jeg tidligere har foreslået, var for meget at tage stilling til. For jeg hørte ikke et pip fra Socialdemokratiet. Men nu prøver jeg så med et lille koncentrat i form af disse to forslag:

  • Er arbejdsevnen under syv timer om ugen, kan man vælge mellem ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension.
  • Et nyt refusionssystem så kommunerne ikke fastholder borgeren på en lav ydelse.

Vi skal videre nu! Der kan ske fejl i lovgivningen, men der er ingen undskyldninger for ikke at rette op bagefter.