2021 gik eddermaneme stærkt.
Så stærkt, at jeg nærmest føler, at jeg blevet frarøvet et år af mit liv og har det som Thomas Bo Larsen i Druk – i øvrigt stort tillykke til Vinterberg med Oscaren, som han høstede for en film, der egentlig ikke var hans bedste. Men fred nu være med det …
I sidste uge var det januar, og nu hopper vi ind i 2022, formentlig med et ønske om voksne politikere, der bare et øjeblik kan lægge panikangsten fra sig og snart begynde at tale om en langsigtet plan for landet, der skal lære at leve med covid-19. Måske er det det, nogen skal sige til Mette Frederiksen: Lev med det!
Hvis jeg skal jeg sige noget positivt om 2021, så var det endnu et underholdende år på kommunalvalgssiden. Jeg vil gerne sende Ekstra Bladet en personlig tak for at have introduceret mig for John Rosenhøj – eller Scatman John, om du vil – der blev landskendt for at smøre sexpartnere ind i udefineret afføring, brændemærke i hvert fald én kvinde og beskyldninger om videresalg af en prostitueret. Og mens hele afføringssex’en var yderst pikant at få indblik i, skal han nok holde sig fra rufferi.
På den lidt mere seriøse politiske front fik Inger Støjberg en dom på 60 dages ubetinget fængsel, og da man ikke kan være venner med Kongehuset, hvis man er dømt for noget ulovligt (det er nemlig kun Kongehuset selv, der må begå ulovligheder uden nogle konsekvenser), måtte Støjberg returnere Dannebrogordenens kommandørkors, som hun modtog i 2011. Sådan giver alting og ingenting mening.
Nu afventer vi bare, om statsministeren også skal for en rigsret for den ulovlige nedslagtning af et helt erhverv. Jeg er især spændt på om Frederiksens politiske allierede vil være det mindste interesseret, eller om vi ender med at måtte konstatere, at rigsretten kun blev taget i brug, da man ville fjerne en politisk modstander.
I sportens verden sagde vi farvel til Chris Anker Sørensen, til Lars Høgh, og Christian Eriksen faldt livsløs om på grønsværen. Landet var i chok. Vi sad hjemme i stuerne og græd og ventede – indtil spillerne gik på banen under et ækelt pres, som Kasper Hjulmand højlydt beklagede på sine spilleres vegne.
Hvor var det dog forfriskende at møde en landstræner, der modsat forgængerne og toppen i DBU taler tydeligt og ikke er så forbasket bange for establishmentet.
Jeanette Ottesen udgav en biografi, hvor hun under dække af bare at ville fortælle den grimme sandhed viste sit eget grimme ansigt som et gennemusympatisk menneske, der i en voksenalder stadig ikke har fattet noget af det, hun legede at være talsmand for, nemlig mobning.
Ærgerligt, at hun blev gennemskuet – og endnu mere ærgerligt at hun ikke kunne beklage uden at beskylde medier for at manipulere og læsere for at være for dumme til forstå. Man skulle tro, hun havde rådført sig med Jes Dorph …
Viktor Axelsen vandt guld i Japan, men lykken for ham blev også kort, for han ville hellere bo i Dubai, og hvis der er noget, danskere hader, så er det altså folk, der ikke elsker at betale verdens højeste skat.
Noma og Geranium blev kåret som verdens to bedste restauranter, og jeg nåede faktisk at besøge dem begge i 2021, så noget spas kom der da ud af elendighedens år.
Det så straks værre ud for det ældre segment, der til min store overraskelse er faste gængere på NorthSide Festival og derfor gik full-blown balalajka, da musikfestivalen formastede sig til at fjerne kød fra menuen. Det skulle de satme ikke bryde sig om og reagerede, lidt ligesom da Jes Dorph blev fyret fra TV 2. Nogle gange undrer jeg mig over, hvem der i virkeligheden er de mest sårbare snowflakes her til lands.
MeToo fortsatte med ufortrøden styrke – DRs pigekor og en 20 år lang cheffest på TV 2, der havde konsekvenser helt ind på B.T. Og Kristian Heegaards politiske liv sluttede derfor også i 2021 – han havde været klam over for en række kvinder og en undskyldning rakte ikke, eftersom han ikke kunne huske nogle af de indberettede episoder. Måske han lige skal rationere sit forbrug af alkohol …
Coronapas blev årets ord. Et pas, der lader til at være til at lukke op og skide i, eftersom lige dele vaccinerede og uvaccinerede rager smitten til sig – men det er der ingen politikere, der foreløbig har lyst til at forholde sig til.
I Kongehuset fik både prins Christian og kronprinsesse Mary corona, og prins Felix gik i sin storebrors fodspor, da han startede en militær uddannelse og droppede ud igen.
Jeg fatter jo ikke, hvorfor nogen af dem overhovedet gad til at starte med, og eftersom hverken Nikolai eller Felix er på finansloven, kan de vel dybest set gøre, hvad fanden de har lyst til.
Det kan Britney også, der efter 13 års værgemål fik bestemmelsesretten tilbage over eget liv. Følger man hende på Instagram, ser hun ikke ud til at have ret mange hængepartier, men danser stadig forvildet rundt i sit marmorhus.
Hendes 2022 skal nok blive hendes år – og jeg håber virkelig også, at det bliver vores andres.
Vi kunne godt trænge til lidt normalitet, i både samfund, på arbejdspladsen og derhjemme. Skal vi ikke slå hånd på det?
