Ligesom man troede, at det ikke kunne blive mere tåbeligt og grænsende til retarderet, tropper en tidligere Alternativist (nu løsgænger, og det tror jeg Alternativet skal være glade for) op med det, der vel nok må være årets mest – og forhåbentligt – uovervejede idé: nemlig at give kvinder menstruationsfridage.

Det kunne være 'ligestillingsfremmende', forsøgte Sikandar Siddique sig til B.T. og argumenterede med, at 'kvinder har generelt ikke så gode vilkår på arbejdsmarkedet som mænd og er generede af det her'.

Ud over at Sikandar skal holde nallerne fra mit underliv og blande sig helt uden om min cyklus, så er det da også kun den direkte vej til mindre ligestilling – og jeg mistænker, at Sikandar ikke har brugt så meget som seks minutter på at overveje sin argumentation til ende.

For hvis han med 'ikke så gode vilkår på arbejdsmarkedet som mænd' tænker løn, så skal flere fridage sgu da nok hjælpe!??

Kuk!!

Sikandar skal derudover holde op med at fortælle kvinder, hvad de er generet af. Men hvordan får han så ind i sit hoved, at vi med påkrævet 10 ekstra fridage er mere attraktive for arbejdsgiveren. Mener han, som vi jo ellers gjorde med længere barsel!??

Måske handler det her om noget helt andet: nemlig om kultur. For det meget 'inspirerende forslag', som han kalder det, kommer ikke overraskende fra de varme lande (Indien), hvor man jo faktisk mener, at kvinder er urene, når de menstruerer, og pludselig sidder jeg med en klam fornemmelse af, at Sikandar sniger islamiske værdier smurt ind under dække af et kønspolitisk tiltag.

Som en Facebook-ven noterede: 'Hvis ikke man vidste bedre, kunne man foranlediges til at tro, at hans hedeste ønske er at sætte kvinder tilbage til køkkenerne, pakket ind i et teater af omsorg.'

Det er ikke til at vide, om Sikandar er ved at gøre et forsøg på at indføre islamisk kønsapartheid, eller om Sikandar blot er dum.

Begge dele er lige muligt.

Og da han trumfede idiotien med ikke at kunne forklare, hvorfor den brede betegnelse 'transkønnede' også skulle hjem under deres menstruation, selv om de for manges vedkommende slet ikke menstruerer, al den stund, de ikke har en livmoder, må man bare spørge sig selv, om der ikke er nogen nedre grænse for, hvad typer som ham, på Christiansborg, synes, han skal stikke fingrene op i.

Vi står i landets største krise siden Anden Verdenskrig – men at han skulle bruge sit hoved på den slags politik, er måske for meget at forlange.