Jeg er medlem af en gruppe på Facebook, hvor man debatterer al slags reality-tv – og i særdeleshed også de medvirkende.
Det kan være 'De unge mødre' fra Kanal 4, eller det kan være 'Forsidefruer' på TV3.
Fælles er, at man går til den, ingen bliver skånet, og lige så morsomme og satirisk skarpe kommentarerne kan være, lige så grove og fordømmende kan de også være.
Unge mødre, der ikke kan finde ud af at vaske deres unger. Unge mødre, der laver mad, som ligner noget, en køkkenmedarbejder fra et plejehjem i Aarhus har spist og kastet op igen. Realitydeltagere, der lever af junk og slik, og som går i så stramt tøj, at man hvert andet minut frygter, de falder om med en eller flere blodpropper.
Dem, som giver deres drengebørn aflagt pigetøj på, og dem, der tilmelder sig alle mulige 'random' uddannelser fra sosu-assistent til filosofi til sygeplejerske – uden at færdiggøre en eneste af dem. Og sovning: børn, der ikke vil sove og samsovning.
Jeg kunne blive ved.
Det er vældigt underholdende – men når jeg har smækket MacBook'en sammen, sidder jeg altså også nogen gange og tænker: 'Shit, det er jo mit liv, der beskrives i de der grupper!'
Hver fredag, når jeg får mine unger, kommer det bag på mig, og jeg må bestille takeaway og løbe ned i kiosken efter mælk. Ja, faktisk kommer det bag på mig hver aften, at vi skal have aftensmad. Ofte serverer jeg derfor de helt lette løsninger, der findes i fryseren: frikadeller, kylletter, forårsruller og suppe fra Mou.
Det ligner muligvis ikke opkast, men jeg tror da nok, at Bente Klarlund ville have en kommentar eller to, hvis hun sad med i en Facebook-gruppe, der debatterede vores madvaner her på matriklen.
Jeg har også taget sygt meget på. Ikke bare under corona, men på Mauritius i februar, hvor jeg levede af stegte ris og Breezers, og fortsatte festen i New York, hvor den stod på pandekager til morgenmad og cocktails til aften.
Og ja, så åd jeg min ensomhed væk under corona-nedlukningen og er nu for nærig til at udskifte garderoben og iklæder mig derfor tøj, der vel burde være to størrelser større.
Mine børn kommer ikke i bad hver dag, fordi Betty hader brusebad, og jeg magter ikke konstante konflikter. Ja, bare skyd mig, men i det mindste har de rent tøj på. Den ros skal jeg trods alt have. Også selv om vi samsover.
Jeg putter dem i deres egne senge og insisterer på, at de skal blive liggende – alligevel vågner jeg op med begge små, varme kroppe ved min side hver morgen.
Jeg sover ad helvede til. Men måske må jeg bare erkende, at mit liv er fuld af fejl.
