Ditte Okman: Det pisser virkelig folk af

Så er det blevet ugen for den årlige Copenhagen Pride.

Den fest, der pisser flere folk af end Distortion, selv om der vist ikke hersker nogen tvivl om, at Priden både er kortere og med færre klamme deltagere. Pridens deltagere kan som regel pisse i toilettet, bare for at tage et eksempel.

Alligevel hopper boomers op, almindeligt emsige Facebook-krigere og folk, der normalt opfatter sig selv som liberale, men som i disse dage alligevel viser sig så stokkonservative, at selv Maude og Hans Christian står tilbage som lallende hippier.

Og i år altså også Søren Espersen fra Dansk Folkeparti, der irriteres over, at Folketingets præsidium har besluttet, at Christiansborg skal hejse regnbueflaget. Det er for politisk, mener han. Og åbenbart ikke en politik, han synes skal støttes af Folketinget.

Well, hvis han mener, at det er specielt politisk at vise solidaritet med lighed for loven eller retten til at være sig selv, uanset seksualitet eller køn, så har han en pointe.

Men det kan vi vel ikke være imod i Danmark? Skal det virkelig være så kontroversielt i 2020?

Hvert år lyder kritikken: Hvorfor er den festival nødvendig? Hvorfor skal vi have homoers seksualitet smasket i fjæset hvert år?

Samtidig kan man spørge: Hvorfor skal vi deale med heteroers? Med bryster i det offentlige reklamerum, med artikler og billeder fra swingerklubber, med brevkasser om, hvordan man giver kvinder skedeorgasmer med penis, eller damen giver sin mand den bedste ridetur?

'Der er ingen diskrimination, længere,' lyder et andet argument for at pakke fjerboaen tilbage i paillettasken, og til det er der bare at sige, at vi månedligt kan læse om voldelige overfald på homoseksuelle i nattelivet, at de bliver råbt ad, filmet, hånet og udstillet.

Og så er der dagligdagen: En af mine lesbiske Facebook-venner har lige været til en jobsamtale, hvor den måske kommende arbejdsgiver fik bemærket:

»Er du egentlig sådan praktisk anlagt i forhold til rengøring og lignende? Jeg mener, du må da være manden i forholdet derhjemme? Hvis jeg havde brug for en stor, stærk håndværker, ville jeg slet ikke være i tvivl om, at du var den rigtige!«

Eller på jobcenter, hvor en kvinde på et ansøgningskursus havde skrevet, at hun boede sammen med sin kone og dennes søn på 16 år.

Sagsbehandleren kiggede på hende med mistro og spurgte: »Behøver du virkelig skrive kone, for hvis det var mig, der modtog det, ville jeg tænke 'wow'.«

Men ville hun mon også det, hvis hun havde skrevet, at hun boede med sin mand?

Bare det, at folk spasser ud over en farverig fest, hvor man hylder den seksuelle frihed, viser mig, at det fortsat er nødvendigt med opmærksomheden.