'Dyr skilsmisse!'
Det var overskriften på både B.T., Ekstra Bladet og Se og Hør, da de skulle beskrive den separations- og skilsmisseaftale, der åbenbart er indgået mellem Kristian Jensen fra Venstre og hans nu ekskone, Trine Overmark.
Kristian skal nemlig betale Trine det, der på godt gammeldags kaldes hustrubidrag, og i ikke mindre end 16 år.
I mine ører lød det også en smule overdrevet. 16 år, slap lige af, søster – men lad os alligevel kigge nærmere på det.
Vi ved for det første ikke, om Trine modtager 2.000 kroner om måneden eller 20.000 kroner om måneden. Vi ved heller ikke, om det er Jensens eget bud på en aftale.
Det er jo set før i historien, at man er så tynget af dårlig samvittighed over at splitte familien, at man hverken tager møbler, arvestykker eller hjemmet med sig.
Man overlader alt for at få fred og betaler gerne for at sikre sine børn deres barndomshjem. Kristian er fra Jylland. Man kunne godt forestille sig, at den slags betød noget.
Når det er sagt, skal vi også lige se på, hvad Trine mon har betalt i deres ægteskab:
Da Trine og Kristian fik børn, gik Trine hjemme.
Jeg er godt klar over, at ens egne børn er søde, men så fandens sjove er de altså heller ikke. Og slet ikke at tørre deres røve, køre dem til spejder og karate, til fodbold og til kampe hver og hver anden weekend.
Det er også ufedt altid at skulle alene til forældremøder og hver aften sidde og hjælpe med lektier i tre forskellige klassetrin. Handle, lave mad, putte, altid være hende, der står op – og nåh ja, under ungernes opvækst ikke at kunne tage et fuldtidsjob eller dyrke en tidskrævende drøm, fordi man er blevet enig om, at hun måtte prioritere hjemmet og familien, mens han gjorde politisk karriere.
Jeg er klar over, at Trine er en voksen dame, der selv har truffet nogle valg. Men når man så ovenikøbet bliver forladt i 11. time til fordel for en af Danmarks måske smukkeste kvinder og efterlades som en slags dameudgave af en hanrej, så synes jeg måske ikke, det virker så dyrt.
Men i bagklogskabens lys kan Trine sidde med en fornemmelse af at have spildt hele den del af livet, der hedder karriere. Han fik sin, mens hun i perioder kunne arbejde med regnskab hjemmefra. Og ja, så fik hun altså huset og muligheden – for at blive siddende i det med børnene.
Jeg synes ikke, det er dyrt. Jeg synes faktisk, det lugter af ordentlighed. Lige så i orden som at ville skilles til fordel for et liv med Pernille Rosendal.
