Venstres tidligere næstformand Kristian Jensen er ved en konstituering blevet hentet tilbage i ordførerflokken.

Af en pressemeddelelse fredag fremgår det, at han er blevet ordfører for fri- og efterskoler samt ordfører for bæredygtighed og verdensmål.

Kristian Jensen blev i januar frataget alle sine ordførerposter, efter at han foreslog en større økonomisk reform uden at orientere ledelsen i partiet.

Forslaget gik blandt andet på at øge beskatning på CO2-udledning, investeringer i infrastruktur samt ændringer i SU og seniorjobordningen.

Kristian Jensen fremsatte forslaget i Jyllands-Posten og fortalte ærligt, at han ikke havde orienteret partiets ledelse om sine planer.

Cirka to timer efter at interviewet blev lagt på Jyllands-Postens hjemmeside, oplyste Venstre, at Kristian Jensen var blevet frataget alle ordførerskaber og udvalgsposter.

Siden da har Kristian Jensen fået plads i tre udvalg blandt andet Folketingets børne- og undervisningsudvalg. Nu får han så nogle ordførerskaber til følge.

Den interne rokade af ordførerposterne i Venstre er blevet udløst af, at partiets formand, Jakob Ellemann-Jensen, ikke længere skal være gruppeformand for partiets folketingsgruppe.

Det skal Karsten Lauritzen, der så til gengæld ikke skal være forsvarsordfører længere. Det skal i stedet tidligere minister Lars Christian Lilleholt. Han var tidligere turismeordfører.

/ritzau/