I et fjernt og fiktivt land sad der engang en landbrugsminister. Hun ville gerne gøre det godt for miljøet og udloddede derfor store summer til økologiske landmænd.

Hun oprettede også en særlig klimaenhed. AgriClean hed den. Her var nogle af verdens bedste forskere samlet for at levere grønne input til landmændene.

Ministeren var meget optaget af, at det hele blev en succes. Derfor favoriserede hun de landmænd, der købte ydelser fra AgriClean, når der skulle uddeles støtte til økologi.

Efter kort tid var AgriClean en af de bedst drevne dele af hendes departement.

En dag var der nogen, som spurgte, om ministeren ikke var uegnet til at uddele støttemidler, hvor hendes egen forskningsenhed profiterede af, hvem der fik bevillingerne? Var hun ikke inhabil?

Det blev en stor politisk sag, og alle kunne se, at Landbrugsministeriets økonomiske interesser i at få penge ind gennem AgriClean gjorde ministeriet uegnet til at behandle ansøgningerne.

Landbrugsministeriet var inhabilt og måtte ikke behandle sagerne. Det blev en stor skandale, og ministeren måtte gå af.

I et land, der kunne være Danmark, havde Kulturministeriet længe været i pengenød. Især Nationalmuseet led under nedskæringer.

Men en dag dukkede en fantastisk løsning op. Ministeriet stod nemlig foran at skulle udlodde 240 millioner til en ny radiokanal. Og her var der tilfældigvis en af byderne, der havde lovet at bruge Nationalmuseet som underleverandør.

Det virkede næsten for godt, tænkte embedsmændene i Kulturministeriet. For ved at vælge denne bestemte byder kunne man endelig få styr på økonomien i Nationalmuseet.

Hele departementet jublede ved tanken, og de mange afdelingschefer glædede sig til efterårets forhandlinger med deres kollegaer i Finansministeriet.

Nu skulle de nok vise regnedrengene, at de kunne leve op til valgløfterne om Nationalmuseet! I løbet af sagsbehandlingen blev der begået en masse formelle fejl. Det var nemlig ikke sådan ligetil at styre processen, så det blev den rigtige radiokanal, der vandt.

Men heldigvis nikkede Radio- og tv-nævnet ukritisk ja til den indstilling, embedsmændene lavede. Det udløste mange anerkendende blikke fra kollegaerne i Finansministeriet.

Flere eksperter undrede sig over, hvordan Kulturministeriet egentlig kunne udarbejde afgørelsen i en sag, hvor Kulturministeriet selv havde interesse i udfaldet.

Men efter at Radio- og tv-nævnet havde undersøgt sig selv, kunne man tørre sveden af panden. Der var intet fejet ind under gulvtæppet, sagde man…

Fortsættelse følger.