Jeg bliver tit spurgt, hvordan det er at have en arbejdsplads, hvor alle går rundt og er sure på hinanden. Og jeg kan godt forstå, at man tænker sådan, når man ser debatten i folketingssalen.

På nær disse corona-tider er det sjældent, at der er enighed. Og så kan debatten godt blive hård. Men faktisk er sandheden, at der er et godt kammeratskab på tværs af partierne.

Vi er 'professionelt uenige' og har en god omgangstone, når debatterne er endt. De fleste hilser pænt på hinanden, og flere er faktisk venner på tværs af partierne.

Derfor bliver jeg pikeret, når jeg ser formanden for et andet parti anklage min ven og kollega Martin Henriksen for at være skør og sender ham billedet af en 'sølvpapirshat' som svar på et helt lødigt spørgsmål om partiets EU-politik.

For folk, der ikke kender 'Faradays lov', kan jeg oplyse, at en sølvpapirshat er nogenlunde lige så nedladende som en opadvendt langfinger: skråt op! Ikke særligt formandsværdigt …

Sagen handler om Nye Borgerliges EU-politik. Og den kender jeg lidt til. For jeg sidder selv i Folketingets Europaudvalg, hvor jeg følger sagerne. Det har jeg gjort i mere end 15 år, så jeg tør godt sige, at jeg kender området.

Derfor er jeg også på linje med Martin Henriksen, der undrer sig over Nye Borgerliges støtte til, at Danmark skal betale én procent af BNI til EU's budget de næste syv år. Det lyder måske ikke af meget, men i runde tal er en procent lig med 22 milliarder kroner. Om året.

Til sammenligning har vi i alt afsat 41 milliarder kroner til renovering af de eksisterende sygehuse og byggeriet af seks helt nye supersygehuse. Så småpenge er det ikke.

At mene, Danmark skal sende 154 milliarder til EU, er jo helt legitimt. Det er der faktisk et stort flertal i Folketinget, som mener. Kun Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet stemte nej.

Så hvorfor sender Pernille Vermund sølvpapirshatte til Martin Henriksen? Måske fordi det er lettere at gå efter budbringeren end at forsvare sin egen politik?

For der er ingen tvivl om, at Martin Henriksen har ramt en øm tå.

Måske var det ikke meningen, at nogen skulle interesse sig for, hvordan Nye Borgerlige rent faktisk stemmer på Christiansborg? Måske var planen, at Facebook-videoerne skulle køre biksen?

Sådan spiller klaveret måske, inden man bliver valgt. Men har man først fået vælgernes opbakning, 'leger' man ikke mere. Så er det alvor. Og så skal man passe på, hvem man uddeler sølvpapirshatte til …