Ah, tanken om den kommende julesæson sender mig altid tilbage til dengang, jeg fragtede et juletræ hjem på min cykel.

Det var en normal gråvejrsdag i slutningen af november – vi amerikanere har det med at starte på juleudsmykningen tidligt – og min lille datter ville virkelig gerne have et juletræ til vores københavnerlejlighed.

Så vi vadede gennem sneen ned til parkeringspladsen ved den lokale Netto, hvor en munter jyde havde taget plads med sine velduftende nåletræer.

Min meget lille pige ville selvfølgelig have et meget stort træ. Manden så mistroisk på vores cykel, men kørte alligevel et af sine største træer igennem pakkeren og hjalp os med at lægge det op på cyklen.

Bunden af stammen balancerede på bagagebæreren, mens toppen røg hen over styret og ned i cykelkurven. Sådan gik vi hjem igen. Min datter støttede det store træ hen over sadlen, mens jeg styrede cyklen i den rigtige retning.

Vi nåede hele vejen hjem og fik pyntet træet med julestokke og julelys. Ja ja, jeg ved godt, I synes, det er alt for tidligt at pynte op i november, men nogle vaner nægter jeg at give op på, selvom jeg også er dansk statsborger nu.

Episoden ligger mange år tilbage, men vi har stadig ingen bil.

Faktisk var cykelkulturen en af de ting, der lokkede mig til Danmark. Jeg kommer fra et land, hvor en bil ofte er en nødvendighed – mange amerikanske forstæder gider knap nok at bygge fortov, for ingen går nogen steder nogensinde alligevel. Medmindre de er ude at lufte deres hund.

Men jeg har altid elsket at cykle rundt, også selvom selvom mine forældre var skrækslagne for, at der skulle ske mig noget, når jeg zigzaggede igennem den tunge trafik ned til shoppingcenteret.

Som så mange andre amerikanere lærte jeg at køre bil som 16-årig – jeg har stadig mit kørekort – men da jeg flyttede til København, var det naturligt at fortsætte livet på to hjul. Fri for snavsede tankstationer! Fri for hammerdyre bilforsikringer! Fri for vinterdæk!

Cykler har selvfølgelig også deres ulemper, som f.eks. godstransport. En af de sværeste ting at transportere er nyrenset tøj: plastikken flagrer rundt og sætter sig fast i hjul og kæde. Og lækkert nystrøget tøj, der har ligget klemt fast på bagagebæreren – tja, lad os bare sige, at det er knap så nystrøget, når du kommer hjem.

Loppefund kan også volde problemer. Det er muligt, det er smukt dansk design, men kan du have en Mogens Hansen-sofa i sort læder bag på cyklen? Det ærgrer mig stadig, at jeg fik ødelagt Æ-tasten på en vintage skrivemaskine, fordi jeg skødesløst havde lagt den i min cykelkurv på trods af utallige brosten på min vej hjem.

Selv almindelige indkøb kan være et helvede. Her er jeg personligt glad for de mange leveringsmuligheder, der eksisterer nu, og som har reduceret mængden af ting, der skal fragtes på cyklen.

Det er måske nok stadig et ungdomsritual blandt teenagere at kunne balancere en hel ramme Tuborg bag på cyklen, men vi voksne er glade for ikke at skulle bekymre os, om de to flasker klarer turen i metalkurven på jernhesten, eller om der er nogen hele chips tilbage, når vi endelig åbner posen.

Ellers kan man jo altid leje en delebil nu, når man skal købe stort ind, eller når man skal på den obligatoriske tur til IKEA. Vi bruger det en gang imellem, men hvis jeg skal være ærlig, så bryder jeg mig godt nok ikke om at køre inde i København.

Jeg kan godt lide at køre i USA – der er intet, der slår de store åbne highways i Utah eller Arizona.

Bilkørsel i København er til gengæld forfærdeligt. Vejen er proppede, parkeringen er dyr, og set fra en bilists synspunkt er cyklisterne utålelige. De sværmer om bilerne som små myg, dukker op af ingenting, kører over for rødt og nægter at give tegn.

Smarte unge kun i sort tøj og uden lys på cyklen – jeg får et kæmpe chok, når de dukker op ud af nattens mørke. Direktør-typerne i lycra-tights skræmmer mig også fra vid og sans, når de kommer ræsende på deres titaniumcykler. (Briterne kalder dem for 'lycra louts', dvs. lycra-lus). Man skulle tro, de havde respekt for biler, når de er vant til at sidde bag rattet i en stor Audi.

Nu hvor julen nærmer sig, har jeg en undskyldning for at besøge det ene sted i København, hvor man rent faktisk kan nyde en køretur: Veteranbilerne i Tivoli.